Anmeldelse: Château Belfort Médoc, 2020
3 ud af 6 stjerner.
Château Belfort Médoc 2020 er en klassisk, enkel venstrebreds Bordeaux fra det nordlige Médoc. Vinen er lavet på omtrent lige dele Merlot og Cabernet Sauvignon fra grusrige marker, og stilen er traditionel med fokus på tørhed, struktur og frisk frugt frem for sødme og fad.
I næsen møder man mørk frugt med solbær, brombær og mørke kirsebær. Der er også et strejf af ribs og tranebær, tørre urter, mynte og lidt grafit.
I munden er vinen medium fyldig med tydelig, rank syre og markante, lidt kantede tanniner. Frugten ligger i den mørke og røde ende med solbær, ribs og blomme, krydret af urter og en anelse bitterhed. Vinen er tør og forholdsvis stram. Eftersmagen er medium i længde med fokus på frisk frugt og tannin.
Château Belfort Médoc 2020 gør sig klart bedst ved bordet, hvor kød og fedme hjælper med at bløde tanninerne op. Ved en typisk pris omkring 100 kroner er kvaliteten efter min vurdering til 3 ud af 6 stjerner. På de ofte sete tilbud omkring 50 til 60 kroner bliver pris og kvalitet mere sympatisk, men stilen vil stadig opleves som ret stram for dem der søger blød og frugtig Bordeaux.
Pris: 1 fl.: 109,95 kr.
Type: Rødvin
Land: Frankrig
Producent: Château Belfort
Region: Bordeaux, Médoc
Appellation: Médoc
Drue: 60 % Merlot, 40 % Cabernet Sauvignon
Alkohol: 13 %
Årgang: 2020
Forhandler: Supervin
Om Château Belfort
Château Belfort ligger i Saint-Germain d’Esteuil i den nordlige del af Médoc, ikke langt fra Saint Estèphe. Ejendommen arbejder tæt sammen med kooperativet Producta Vignobles, som står for vinifikation og distribution.
Markerne omkring slottet er præget af grus og sandholdige jorde, som er typiske for Médoc. Der arbejdes med bæredygtig dyrkning og certificeringer som HVE. Vinen laves primært på Merlot og Cabernet Sauvignon, som gæres ved kontrolleret temperatur med nogle ugers skindkontakt for at trække farve, frugt og struktur.
Château Belfort markedsføres som en value Bordeaux til moderat pris, målrettet dem der ønsker en traditionel, madvenlig og billig Médoc uden tung fadprægning.