Anmeldelse: De bedste 129 kr. vi har brugt i lang tid

Først på året barslede Casablanca med et nyt koncept; ”Spis Sammen” – ved hvert sit bord. Det består i, at man bestiller en udvalgt dagens ret til 129 kr. pr. kuvert og betaler på forhånd, og så er det ellers bare at indfinde sig på et valgfrit tidspunkt om onsdagen mellem kl. 17-19. Maden serveres først, når man ankommer.

En bidende vinteraften prøvede vi kræfter med konceptet, denne dag med den alsaciske klassiker choucroute garnie à l’alsacienne – og alt, hvad det indebærer af gode sager. Vi havde bord kl. 18, men ankom en halv times tid før, og det var en udmærket anledning til at nyde en kold Classic i caféens hyggelige rammer i Latinerkvarteret.

Rygtet var gået konceptet i forvejen, og lige så stille ankom de øvrige gæster. Overraskende nok i alle aldre og konstellationer. Selv i en notorisk stille januar har aarhusianerne altså brug for at komme ud og blive luftet. Og så er det ikke hver dag, man får muligheden for at få franske egnsretter serveret af folk, der er vokset op i selvsamme område.

Køkkenchef Patrice Burger har rødder i Alsace og det gavmilde egnskøkken sit hjerte meget nært.

Ved seks-tiden begav vi os ind i det tilstødende lokale, der engang har været natklub, men som nu danner ramme om bl.a. ”Spis Sammen”. I midten af rummet var en brødbar med tre slags brød fra Mor Anna, man frit kunne forsyne sig fra, men ellers lignede det et almindeligt restaurationslokale. Her var i hvert fald hverken langbord, buffet eller andet socialt tvangsægteskab.

200 års erfaring fornægter sig ikke

For temaets (og lystens) skyld bestilte vi en omgang tarte flambée som starter. Jeg vil dog slå fast, at det absolut ikke er en nødvendighed. Der er rigeligt mad i det, man får i forvejen. Men nuvel, humøret var til sprød tærtedej og god bacon, og så er der ikke langt fra tanke til handling.

Jeg skal love for, at forventningerne blev indfriet.

Ind kom et spækbræt med 6 store stykker af den pizza-men-ikke-pizza lignende spise, grundigt dækket med fed creme fraiche, tyndskårne løg, en fremragende bacon og Alsace-osten münster.

Kød og løg var ramt lige i øjet på tilberedningen, lidt blødt og lidt sprødt, og det duftede himmelsk. Mindst ligeså godt smagte det. Intenst, saftigt og med let sprødhed i bunden.

Cremen bestod af bl.a. to slags creme fraiche (48 % og 38 %) og hvidløg. Den dækkede godt uden at blive vulgær.

Det siges, at tarte flambée (eller flammkuchen, som den hedder på den anden side af grænsen) har 200 år på bagen. Det kan smages, at opskriften på den nærende ret er forfinet gennem tiden. Her var en mageløst autentisk mundfuld, og vi spiste mere, end hvad godt var.

Som at smage på barndomsminder

Efter vi havde sundet os på den gode ”pizza” kom nu vores choucroute. Håbefuldt kiggede vi efter tjeneren, og det var i sandhed et hyggeligt syn, der mødte os på tallerkenen. Den hjemmelavede kål tronede i alt sin herlighed sammen med store stykker frankfurter, mørt kalvespidsbryst og kogt bacon af høj klasse.

Patrice Burger fortæller – med fransk entusiasme -, at kålen marinerer natten over, hvorefter den simrer i 8 timer i cremant d’alsace med aromatiske urter.

Det duftede lifligt og indbydende. Vendt rundt med kålen og i bunden af skålen fandt vi smagfuld bouillon, og retten var på mange måder både saftig og velsmagende. Og nok er den ikke just pæn at se på, men det er som bekendt det indre, der tæller.

Det smagte overordnet skønt, særligt til prisen, og portionen kunne sende selv de mest sultne mætte derfra. At vi havde fået tarte flambée inden var ren og skær fråds. Så lærte vi dén lektie.

Til choucroute hørte sig selvfølge hvidvin fra Alsace, og vi fandt en modnet riesling fra Grand Cru-marken Hengst i årgang 2018 fra producenten Barmès-Buecher.

Vores vin spillede på gule smørblomster, lynghonning og moden pære. Op af glasset væltede en skøn aromatik, og der var afgjort smæk for skillingen for prisen 825 kr.

Efter det store måltid rundede vi af med et glas Saint-Émilion til blot 95 kr., og det må mig bekendt være den mest sympatiske prissætning på moden bordeaux, man finder i byen. Her var modne solbær, tobak og lædersofa, jalapenos, grøn peber og urter.

Bordeaux i kongeårgangen 2016. Ærkeklassisk og ærkegodt.

Alt i alt kunne man næppe have ønsket sig det bedre en kold onsdag aften, og jeg glæder mig allerede til at se, hvad de næste onsdage bringer af spændende retter fra monsieur Burgers hånd.