Hærværk gjorde rent bord: Tre kokkeelever tog første-, anden- og tredjepladsen
Tre kokkeelever fra Restaurant Hærværk deltog i Aarhusmesterskaberne for kokkeelever. De vendte hjem til Frederiks Allé med samtlige tre podiepladser og to særpriser.
Det blev en markant sejr for Restaurant Hærværk, da Aarhusmesterskaberne for kokkeelever for nylig blev afholdt.
Restauranten havde tre elever med i konkurrencen. Da vinderne skulle kåres, stod alle tre på podiet.
Zacho sikrede sig tredjepladsen, Ask tog andenpladsen, mens Ane løb med sejren. Zacho blev desuden hædret med særpriserne for bedste hygiejne og konkurrencens mest kreative ret.
Bælgfrugter og hemmelige frikadeller
Konkurrencens hovedopgave var at fremstille en dessert med bælgfrugter. Deltagerne blev samtidig stillet over for en hemmelig opgave, hvor de skulle tilberede deres bedste frikadeller.
Ask lavede en fortolkning af den klassiske dessert omelet surprise. Den bestod af misoparfait med jordbæris smagt til med peber. Desserten blev serveret på en bund af Ingridærter vædet med jordbær og Grand Marnier, dækket af italiensk marengs og ledsaget af jordbærsauce.
Ane vandt konkurrencen med en mørdejstærte bagt med en kage på Ingridærter. Tærten blev fyldt med chokolade-bønnemousse og jordbær-citrongelé. Den blev toppet med diplomatcreme og pyntet med jordbær, estragon og kandiserede Ingridærter.
Konkurrencer er først og fremmest træning
For Rune Lund Sørensen fra Restaurant Hærværk handler deltagelsen ikke kun om at vinde medaljer.
»Vi forsøger altid at sende vores elever af sted til konkurrencer, når muligheden er der. Går det godt, er det fantastisk. Går det mindre godt, er det stadig en gevinst,« fortæller han.
Konkurrencerne giver ifølge Rune Lund Sørensen eleverne mulighed for at arbejde uden det pres, der normalt følger med en travl restaurantservice.
»Der er ingen gæster, der bliver skuffede, ingen service, der lider under det, og ingen chef, der står og er sur over spildte råvarer eller timer.«
Han betragter derfor først og fremmest konkurrencerne som en del af elevernes faglige udvikling.
»For os er det en træningsdag. En mulighed for at øve sig, blive udfordret, møde andre unge kokke og få bygget netværk. Samtidig er det en vigtig måde at vise, hvor mange spændende veje der findes i kokkefaget.«

Mere stolthed til kokkefaget
Kokkeuddannelsen og restaurationsbranchen er under pres. Derfor mener Rune Lund Sørensen, at restauranterne har et særligt ansvar for at vise eleverne de muligheder, som følger med faget.
»Vi arbejder i en branche, hvor uddannelsen er under pres. Derfor mener vi også, at vi har et ansvar for at vise eleverne alt det gode ved faget.«
Resultaterne er naturligvis vigtige, men de er ikke det eneste mål.
»Konkurrencer kan være med til at skabe stolthed, nysgerrighed og lysten til at blive endnu dygtigere. Det er ofte lige så vigtigt som resultatet på dagen.«


