SMUKFEST 26: Hvad forventer vi af maden i år?
Smukfest har prøvet det før, og de gør det igen, igen. Smukfest rammer plet endnu en gang. Partoutbilletterne blev revet væk, i samme øjeblik salget startede. Og længe før årets musikprogram var præsenteret.
Det siger en del om festivalens status blandt gæsterne. Men hvordan bliver maden og logistikken?
Det er selvfølgelig først noget, der for alvor kan vurderes, når portene åbner.
Omvendt er det svært ikke at have forventninger. Smukfest afholder sin 47. festival siden starten i 1980, dengang hed festivalen Skanderborg Festival.
Forventningerne
På Smukfest spænder udvalget fra klassisk junkfood til danske favoritter som brændende kærlighed, ligesom der også er mexicansk street food, vietnamesisk, indisk, gourmet, sandwiches og meget mere. Dog starter vi lige med at skrive lidt om pizza og burger.
Lad os håbe niveuet er højt i år
Udvalget af burgere er stort. Her finder vi klassiske cheeseburgere fra blandt andre Halifax Burger, Burger Boost og Arizona Burger.
Derudover kan vi sætte tænderne i flæskestegssandwich fra MIB’s, Spisestedet og Mor Karen. En Pulled Pork Burger er også at finde, samt Kongernes frikadellesandwich.
Selvfølgelig må vi heller ikke gå glip af Guldandens velkendte andeburger, der går under det kække navn “Guldburger”. Guldanden har desuden nyt på menuen i år.
Anden kommer ikke kun i burgeren, men også i tortilla, bao og på pind. Det bliver spændende at se, om Guldanden kan holde samme niveau på tværs af retterne.
Halifax kommer også med en nyhed. De nøjes ikke med takeaway, men åbner en indendørs restaurant med bordservering. Her er det endda muligt at reservere bord.
Smukfest har i forvejen flere gode restauranter på pladsen, som vi vender tilbage til i en anden artikel. Men bordservering til fast food er ikke noget, vi ser mange steder på en festival, og det kan blive et spændende alternativ til den klassiske festivaloplevelse.
Den går ikke uden en god pizza
Der er selvfølgelig også pizza på menuen. WH Pizza satser på den sprøde bund, og det bliver interessant at se, om de rammer den rigtige balance midt i festivaltempoet.
Menuen ser ud til at bestå af fem forskellige pizzaer, hvor inspirationen tydeligt kommer fra de udenlandske madmarkeder. Blandt andet kan vi få en pizza med okse, teriyakisauce, løg og koriander.
Pizza Bro rykker også ind på pladsen med en brændefyret pizzaovn. Det skulle jo gerne give noget ekstra til smagen.
Og så er der en klassiker for mange festivalgæster. Pizza Boys er igen at finde på “Kærligheden” og er mest for dem, der camperer der. De plejer at levere gode pizzaer på omkring 90 sekunder, og forventningerne er som altid høje.
Restauranterne
Hvis vi vil sidde ned og have restaurant-vibes, er der bl.a. Walthers Kro, SmukFisk, Restaurant Socios og A Hereford Beefstouw. De driver alle velkendte restauranter, og derfor er vores forventninger til dem højere. Det er nok ikke de helt store nyheder på madfronten hos de nævnte restauranter. Men de bør være garanter for god mad.

Vi følger dem alle
Spiseguiden Aarhus stiller med to anmeldere/journalister. Fokus bliver på mad, drikke, stemning og komfort. Målet er at anmelde så mange madboder som muligt på Smukfest 2026, men med så mange valgmuligheder må vi indrømme, at vi ikke når igennem dem alle.
Der er mange velkendte navne på Smukfest, men også nye koncepter, som bliver spændende at teste. Antallet af boder er ikke det vigtigste. Det handler om kvaliteten, smagen og om de kan få logistikken til at fungere, når tusindvis af gæster skal have mad på samme tid.
Vi glæder os til at komme i gang.













