Anmeldelse: Café Englen kan sin bistro ABC, men svipser på saucen
Læs madanmeldelsen
Det skorter ikke med spisesteder i Latinerkvarteret. En bydel, der har fået lidt af en renæssance de senere år med renovering, nyopblomstrede spisesteder og barer.
På café englen er meget ellers, som det plejer. Baren står stadig trygt parkeret med front mod indgangspartiet, toiletterne er lige så trange som altid og baggården bare skønt hyggelig.
Torsdagsvin
Ved et tilfælde landede vi på den gamle café til en hurtig aftensmad. I torsdagens anledning var der tilbud på vinen, og vi lagde derfor fra land med en helt udmærket sauvignon blanc fra New Zealand til den nette sum af 225 kr. for en flaske (50 kr. hvis du nøjes med et glas).
Så bliver det vist heller ikke billigere.

Vinen besad særdeles god value for money til 225 kr., og udtrykte sig med en dejlig friskhed. Et godt bud på sauvignon blanc fra ’down under’, der ikke kammer over på aromatikken.
Dertil fik vi fransk løgsuppe og tatar til henholdsvis 135 og 125 kr., og begge versioner af de klassiske retter var veltilsmagte og godt udførte.
Løgsuppen var ikke så heftigt tung på oksefond, som man finder den nogle steder, og det klædte det varme vejr udenfor. Til gengæld var den proppet med grundigt stegte løg, der smagte rent igennem.

En flot portion til 135 kr., der sagtens kunne udgøre hovedret.
Når skødesløsheden er velment
Vores rørte tatar var mør, fortættet og kokkesaltet, og der var ikke sparet på estragonen. Den smagte decideret parisisk; Ikke nogle fisfornemme nynordiske takter her. Syltede bøgehatte og salat bragte friskhed til bordet, og hjemmelavet mayonnaise og store rustikke stykker corniconer fuldendte smagsbilledet.

Med tataren fulgte også hjemmelavede rösti, som trods udmærket smag ikke helt fandt sig til rette på tallerkenen. Retten havde anseelig størrelse til prisen 125 kr.

Alle måneder er boeuf bourguignon-måneder
Har man sådan rigtigt hang til det franske, findes der ikke tider på året, man ikke kan spise den burgundiske egnsret, boeuf bourguignon. Dét dogme blev vi glade for at holde fast i på café Englen.
Englens version over retten kom med en cremet kartoffelmos og en fænomenal bacon. Kødet faldt i møre flager uden at være braisseret for trevlet, og grøntsagerne havde stadig saft og bid. Stærk, stærk ret fra køkkenet.

Aftenens ubetinget bedste indslag, som var flot tilsmagt og til prisen 155 kr. næsten ublu billig.
Dertil skulle der rødvin på bordet, og vi fandt mening i en kødfuld cabernet franc fra Loire til 115 kr. glasset. Med sin friske mørke frugt, jernoxid og beherskede tannin parrede den nydeligt til maden.
Fisk i farverige klæder
Sidste servering i denne omgang blev stegt hvid fisk med brombær, miso blanquette-sauce og et gensyn med rösti’en fra tidligere.
Selve fisken var fint stegt, men til skræk for sine omgivelser var saucen både pjasket og kold, og miso smagte den slet ikke af. En enkel stængel forårsløg var smidt på tallerkenen bare fordi, og brombærrene forstod jeg heller ikke.
Selvom de smagte dejligt isoleret set, gav bærrene meget lidt mening i min mund som parring til den i forvejen sødmefulde fisk og fyldige sauce.

Hvid fisk, på dagen stegt torsk, og et gensyn med kartoffelrösti, som gik igen til flere af kortets serveringer.
En sjov fisk til trods forlod vi dog den gamle Engel ganske opløftede over sammenhængen mellem pris og kvalitet og stedets afslappede atmosfære. Bouef bourguignonen kommer jeg afgjort tilbage for at smage.
Vores vurdering
Fransk bistro · aftensmad · ca. 150-250 kr. pr. person
Menuen
Klassisk fransk bistro-repertoire: løgsuppe, tatar, boeuf bourguignon og en fiskeret med sæsonens bær.
Maden
Tataren og boeuf bourguignonen var stedets store styrker, mens fiskerettens sauce var pjasket, kold og uden tydelig smag af miso.
Betjeningen
Venlig og opmærksom betjening.
Drikkevarerne
Godt udvalg af vin til maden, blandt andet en frisk newzealandsk sauvignon blanc og en kødfuld cabernet franc fra Loire.
Stemningen
Hyggelig og velkendt café-stemning i Latinerkvarteret, med den vante baggård.
Ventetiden
Der var ikke den store ventetid.
Pris og kvalitet
Fornuftige priser for klassikerne (125-155 kr.)
Værd at vide
En institution i Aarhus, der stadig leverer solide franske klassikere, men snubler på en enkelt sauce.
Dommen
Café Englen kan sin bistro-ABC, men svipser på saucen til fiskeretten.
Vores regning · 2 personer
Fransk løgsuppe135 kr.
Tatar med rösti125 kr.
Boeuf bourguignon155 kr.
Stegt torsk med brombær og miso blanquette-sauce185 kr.
1 fl. hvidvin225 kr.
2 glas cabernet franc (Loire)230 kr.
Total1055 kr.



