Anmeldelse: Ét bord, to timer, steak frites til 149 kr. hos Adam’s
Læs madanmeldelsen
Adam’s skærer alt det unødvendige væk. Her er intet tykt menukort. Ingen svære valg og ingen ambitioner om at lege fine dining. Du sætter dig i det lille brasserie i Mejlgade, og så handler aftenen om én ting: hovedretten. Steak frites til kun 149 kr. Det er da til at forstå.
Der er dog både forret og dessert på menuen.
Adam’s er ikke et brasserie i klassisk fransk forstand. Måske mere en bouillonrestaurant med et meget stramt menukort. Så er det på plads.
Vores vurdering
Brasserie · middag · ca. 295 kr. pr. person
Menuen
Adam’s tilbyder ét fast koncept: steak frites til 149 kr., med carpaccio som forret og enkelt dessertvalg. Skarpt og uden omveje, men uden alternativer for dem, der ikke er til kød.
Maden
Bavetten var rosa, saftig og ualmindelig mør med en dyb, koncentreret smag, og fritterne var tynde og sprøde.
Carpaccioen var en enkel, men veludført forret.
Betjeningen
Venlig og imødekommende, men presset. Tempoet haltede, særligt omkring desserten, og efter hovedretten var det svært at få fat i en tjener.
Drikkevarerne
Udvalget på glas var meget småt med kun seks vine, heraf tre hvidvine, men priserne var rimelige. Flere flasker var til gengæld i spil for dem, der ville dykke længere ned i vinkortet.
Stemningen
Afslappet fra start til slut. Lokalet er ikke stort, og det summede af liv, hvilket gav den travle aften god mening.
Ventetiden
Efter hovedretten var der lang ventetid, før vi fik kontakt til betjeningen, og vi endte med selv at gå op og betale.
Pris og kvalitet
149 kr. for en hovedret er en meget lav pris i Aarhus, og konceptet kræver, at der er et stort flow af gæster for at hænge sammen.
Værd at vide
Adam’s kører med tidsbegrænsning på bordet: to timer, hvilket er fair, når menukortet er så stramt. Det er en tendens, der ses på flere og flere restauranter i Aarhus i øjeblikket.
Vores regning · 2 personer
1 Carpaccio69 kr.
1 Steak frites 149 kr.
1 Steak frites149 kr.
Pinot Noir, 1 gl.85 kr.
Pinot Noir, 1 gl.85 kr.
Dansk vand, pr. person25 kr.
Dansk vand, pr. person25 kr.
Total587 kr.
Dommen
Hyggelig lille restaurant i Latinerkvartet. De har et skarpt koncept med saftig steak frites til en lav pris.
Anmeldelsen fortsætter
Carpaccio
Tynde skiver oksekød toppet med hjertesalat, parmesan, urtemayo, olivenolie og knuste mandler.
Vi delte én forret mellem to personer, og det fungerede fint. Portionen var ikke enorm. Dog havde den nok volumen til at blive delt, hvis man ikke var så sulten.
Kødet var for alvor mørt, og der var ikke sparet på parmesanen. Det gav den salte umami, vi håbede på. Salaten pyntede mest, mens mandlerne gav et godt knas.

En enkel forret. Men en veludført en af slagsen til den pris.
Steak frites
Hovedretten var med rosa stegt bavette serveret med urtesaucen og sprøde pommes frites.
Bavette er ikke en dyr udskæring. Den har ofte lidt bid, masser af kødsmag og en tydelig struktur i kødet. Når den rammes rigtigt, er den saftig, mør og intens uden at blive tung. Og her sad den lige i skabet.

Kødet var stegt præcis, som de havde lovet. Rosa hele vejen igennem. Smagen var dyb og koncentreret. Det var saftigt. Kødet var af en slags, som er let at spise lidt mere af.
På kødet lå en generøs håndfuld groft salt. Måske i overkanten for nogle. Men det var let at tage noget af saltet af. Så ingen problem.
Urtesaucen gav et grønt og friskt modspil til den fede oksekødssmag. Den gjorde sit job og sørgede for, at retten ikke tippede over i ren tyngde. Saucen var i stil med en Café de Paris/urte-emulsion.

Fritterne sad lige i skabet. Tynde og sprøde. De holdt deres sprødhed og fungerede præcis som de skulle til oksekød.

Man skal være opmærksom på, hvad man går ind til. Hvis man ikke er til kød, er Adam’s ganske enkelt ikke noget for én. Der er ingen alternativer og ingen omveje, hvilket både kan være godt og ikke så godt.

Hvad så med vinen?
Vi drak rødvin på glas til 85 kr.
Udvalget på glas var meget småt, men priserne var rimelige. 85 kr. for aftenens billigste glas rødvin var ikke dyrt, selvom vinen var af den jævne slags.

Der var samtidig flere flasker at vælge imellem for dem, der ville dykke længere ned i vinkortet.
Presset betjening
Efter hovedretten havde vi svært ved at få kontakt til betjeningen, og vi endte med at gå op og betale. Men til de priser kan man ikke forvente alverden af betjeningen, og der var fuldt hus.

Hvordan var stemningen hos Adam’s?
Stemningen var afslappet fra start til slut. Det virkede præcis som en restaurant, der bevidst har holdt sig væk fra det højtidelige. De er nede på jorden, og selvom vi er langt fra en fransk brasserie, så formår de at ramme det, som gæsterne kommer efter.
Betjeningen var venlig og imødekommende. Tempoet haltede, og det blev særligt tydeligt omkring desserten, som vi ikke bestilte, da vi ikke kunne få fat i en tjener. Til gengæld beklagede personalet også selv ventetiden.
