BAR ÆKKO i Vestergade-3

ÆKKO er åbnet: Drømmebaren er landet i Vestergade

Af Jan Lind Pedersen,

 

Der har ligget papir for ruden i Vestergade 46 i et år. Nu er det væk. Bag det ligger en café, bar og kommende spillested drevet af tre unge venner fra studiet på Aarhus Universitet. BAR ÆKKO er navnet.

I et år sad der papir for ruden i nummer 46. Ingenting skete bag den, mens resten af gaden summede. Igennem støvet tegnede konturerne sig: en bar derovre, et køkken bagved, et klaver i hjørnet.

Til sidst ringede de tre venner til lejeren. Mest for at få det ud af hovedet. Der var ingen plan for lokalet. Så lavede de en.

Den 1. maj fik de tre venner nøglerne. Lokalet husede tidligere en vandpibecafé, der havde stået tomt i knap et år. Det krævede fuld renovering med nyt el og nyt VVS. Omkring 40 venner hjalp undervejs. De regnede med en måneds arbejde. Projektet voksede.

Fredag den 21. august åbnede BAR ÆKKO. Præcis på dagen for Vestergadefesten satte de borde op på gaden og fejrede åbningen.

Stemningen er god. Selvom der er vildt mange gæster og alle stole er optaget udenfor, har de tre ejere god tid. Ikke kun til os. Men til alle. Det er den slags man kalder overskud.

En idé født til Riverboat

Jacob Drejer Mouritsen, Adam Sørup Thomsen og Jacob Riisberg Balle mødte hinanden på erhvervsøkonomi på Aarhus Universitet. De kommer fra Skanderborg, Ry og Silkeborg.

Idéen opstod til Riverboat Jazzfestival. Snakken førte til en lokalesøgning. Lokalesøgningen førte til Vestergade 46.

Café om dagen, bar og musik om aftenen

ÆKKO er café fra klokken 10. Til vin og øl følger en gratis snack. Chips eller oliven. Idéen er hentet fra Sydeuropa, hvor en bid til drikkevarerne er en selvfølge.

Om aftenen skifter tempoet. Baren overtager og der kommer mere gang i den.

BMO, granola og toast i tre varianter

Menukortet er kort. Det er ret let at forstå. En bolle med ost koster 35 kr., granola bowl 48 kr. og de varme toast 75 kr.

Toasten kommer i tre varianter: chorizo og jalapeño, gedeost og figen samt tun.

Fire øl for 150 kr.

Ebeltoft Gårdbryggeri er godt repræsenteret med flaskeøl. Der er tre haner, og Carlsberg sidder på den ene. Men det er gårdbryggeriets øl, der løber med sejren. Fire valgfrie øl koster 150 kr. Det er et fund i Aarhus.

Den dag vi var forbi var det tæt på fyraften, så vi drak en af hver. Øllene skifter jævnligt.

Vin er der også. Udvalgte fra en lille importør. Priserne er symppatisk. En god flaske kan købes for 300 kr.

ÆKKO har desuden to hjemmelavede cocktails og en limoncello under udvikling.

Inspireret af V58 og jazzbarerne i New York

Baren er i mørkt træ, hylder og bardisk er i stål, og de rå vægge er et bevidst valg. Stemningen skal minde om en jazzbar i New York.

Udenfor får ÆKKO plads til omkring 30 gæster, mens der indenfor bliver plads til cirka 50. Planen er, at gæsterne sidder tæt. Det bliver intimt og præcis som på de sydeuropæiske steder, de selv holder af.

ÆKKO vil gerne booke livemusik fra nye og etablerede navne. Inspiration er hentet fra V58 og Gæsten på Bornholm. De tre ejere savnede mere livemusik i Aarhus, og vil gøre hvad de kan for at få mere livemusik i Aarhus.

Tak for det.

 

Praktisk info
ÆKKO, Vestergade 46, 8000 Aarhus C
Åbent fra klokken 10 til sent.
Mail: ko*****@******ko.dk
Tlf.: +45 40 48 98 78