Restaurant Socios

Socios er lukket: Restauranten i Jægergårdsgade er sat til salg

Af Mads Peter Madsen,

Den kendte køkkenchef, Jimmy Holm, bekræfter lukningen. Salgsannoncen var oppe allerede i juli, tre uger inden lukningen blev offentlig bekræftet.

Los Socios på Jægergårdsgade 40 er lukket. Det bekræfter ejer Jimmy Holm over for MigogAarhus med kommentaren: “Vi har valgt at lukke restauranten.” Ingen yderligere forklaring følger.

Tegnene var der i forvejen. Døren har været låst, lyset slukket, og det var ikke muligt at booke bord i systemet i en periode inden den officielle bekræftelse.

Sat til salg for 1,5 millioner kr.

På facaden hænger nu “Til salg”-skilte. Hos RestaurantSælgeren er restauranten udbudt for 1,5 mio. kr.

Salgsannoncen blev oprettet allerede i juli 2026 og sidst opdateret 19. august. Det er tre uger inden lukningen blev offentlig bekræftet.

Lokalet er på 106 kvadratmeter med 38 indendørs og 24 udendørs siddepladser samt åbent køkken. Huslejen løber op i 26.100 kr. om måneden eksklusive moms. Restauranten sælges med en bevilling til kl. 02.00.

Annoncen præciserer: “INGEN HENVENDELSE TIL EJER ELLER PERSONALE.” Det er meget normalt at skrive det, da RestaurantSælgeren skal have deres provision.

Arvtager til Canblau

Los Socios åbnede i maj 2023 som en genfødsel af Canblau, den kendte tapasrestaurant på samme adresse, der gik konkurs i december 2022 efter en vandskade. Bag Los Socios stod de samme nøglepersoner: Jimmy Holm, der tidligere har arbejdet på El Bulli og El Celler de Can Roca, og køkkenchef Oscar Frichot.

Restauranten var kendt for et stort udvalg af spanske skinker og retter som Jamón Ibérico og hvidløgsstegte gambas.