Af Pernille Søborg,

 

Arta’s Køkken & Restaurant ligger gemt væk i Ekkodalen i Aarhus V. Det fortjener langt mere opmærksomhed, end det får.

Der er steder, man snubler over ved et tilfælde. Og der er steder, man er glad for at have snublet over.

Arta’s Køkken & Restaurant på Ekkodalen 5, tæt på Paludan-Müllers Vej, er det andet.

Da vi ankom, var der fuldt hus. Tæt mellem bordene og en god summen af mennesker. Lokalerne er ikke ligefrem luksuriøse, men der er gjort noget ud af indretningen. Men nu var det heller ikke den vi kom for at se. 

Her er hyggeligt. Og betjeningen var usædvanlig sød og gav god guiding på menukortet.

Forret, der voksede sig stor

Vi lagde ud med en kurv brød, friske krydderurter (lakridsbasilikum, mynte, persille), ost, valnødder og yoghurtdip med hvidløg. Idéen er, at vi selv sammensætter små sandwich. En herlig måde at begynde på.

Vi havde også bestilt Mezze Tallerken 1 til 99 kr. Hummus og to auberginedips. Den ene ankom lun. Det smagte godt, og pludselig sad vi med en ret stor forret foran os.

Lammet stjal billedet

Så kom hovedretterne.

Arta’s Special 2 til 200 kr. ankom i et tærtefad. En voldsom portion safranris, kål og grillede tomater, kylling og tre store stykker lam.

Tjeneren advarede os om, at den medfølgende grillede chili var meget stærk. Det var den.

Kyllingen var saftig, velkrydret og sad lige i skabet.

Men lammet. Hold da op. Mørt, saftigt og lækkert. Noget af det bedste lam, vi har fået i lang tid. Så enkelt kan det siges.

Den anden ret var Zereshk polo ba morgh til 130 kr. Kylling på ben med ris tilsat tranebær og en sauce, der blandet med risen smagte fantastisk. Kødet var ligeledes supermørt.

Portionerne var tæt på enorme. Vi kunne ganske enkelt ikke spise op og blev tilbudt at få resterne med hjem. Det samme skete ved flere andre borde.

Safrante og vandbakkelser

Vi sluttede med en kande safrante til 75 kr. serveret med sukkerstænger og seks små hjemmelavede vandbakkelser med pistacienødder og honning til 69 kr.

En fin afslutning på en god middag.

Ikke et kebab-spisested

Sagen er den, at Arta’s slet ikke er et almindeligt kebabsted. Her er persiske gryderetter, grillspyd med lam og kalvekød, safranris, grillede auberginer og traditionelle iranske retter. Det er et køkken med sin helt egen identitet.

Der serveres ikke alkohol. Til gengæld får vi rigtig meget mad for pengene. Vi betalte 622 kr. for to inklusive stor flaske Pellegrino, te og dessert.

Vi gik derfra meget mætte.

Takeaway kan lade sig gøre. Men maden er bedst at spise i restauranten. Det fortjener den. 

Praktisk information

Arta’s Køkken & Restaurant, Ekkodalen 5, 8210 Aarhus V.

Mezze Tallerken 1 (Mirza, hummus, borani): 99 kr.

Zereshk polo ba morgh: 130 kr.

Arta’s Special 2: 200 kr.

Safran te: 75 kr. 

Hjemmelavet noon khamie: 69 kr.

Samlet for to: 622 kr. (inkl. stor danskvand). Der serveres ikke alkohol.