Madguider: Hos os er alle med, ikke kun dem der betaler
En del guider til julefrokosten rummer kun restauranter, der har købt sig en plads. Spiseguiden Aarhus’ julefrokostguide har 87 med.
Julefrokostsæsonen er i gang. Det er guiderne også.
Søger du efter en julefrokost i Aarhus, finder du hurtigt guider med 10 til 20 restauranter. Fælles for mange af dem er, at restauranterne har betalt for at være med.
Udvalgt af en sælger
Problemet er indpakningen. Guiderne bliver ofte markedsført som byens bedste julefrokoster. Eller som mediets egne anbefalinger.
Men listen er ikke et udvalg af de bedste. Den er et udvalg af betalende kunder. Udvælgelsen er sket af en sælger og ikke med nogen form for fagligt belæg.
Det er ikke retvisende. Men det sker i stor stil, og er i min optik utroværdigt.
87 med i vores guide
Spiseguiden Aarhus laver også guider. Forskellen er, at alle er med. Også dem, der ikke betaler.
Vores julefrokostguide har 87 med. Det giver en længere liste. Til gengæld får du hele billedet og ikke kun den del, der har haft råd til en annonce.
Tro ikke blindt på listen
Så pas på med at tro for meget på de kommercielle guider. Når 15 restauranter kalder sig byens bedste, er det værd at spørge, hvem der har lavet listen. Og hvem der har betalt for at være med. Står der “Annonce” eller “Sponsoreret” i toppen af en guide over det bedste dit eller dat i Aarhus, skal du være ekstra varsom.