Af Jan Lind Pedersen,

Vi var skeptiske, da vi besøgte Chickii i Viby Centret. Forventningerne var ikke de største. Men vi måtte erkende, at vi havde undervurderet burgerrestauranten med syriske rødder. 

Især priserne overraskede os.

Her er det især fried chicken, der er i centrum. Men der er også oksekødsburgere på menukortet. Og priserne er til at forstå.

Vi bestilte to burgermenuer til 129 kr. stykket. Begge med tilbehør og vand.

Og hold nu op, hvor var de store!

Så store, at vi måtte opgive at spise dem med fingrene. Sorte plastikhandsker er åbenbart en mulighed, men vi er mere til kniv og gaffel.

Kyllingen var en positiv overraskelse. Flot krydret med et lille strejf af chili, der gav smagen et løft. Oksekødet var også godt.

Bollerne var vi til gengæld ikke helt vilde med. De havde en bismag, som ikke lige faldt i vores smag. Men det er måske netop smag og behag. Og til de priser skal man også passe på med at være alt for kritisk.

Betjeningen var sød, hurtig og imødekommende.

Vi kom efter kl. 18, hvor centrets butikker var lukket. Restauranten var stor. Og helt tom. Det er altså en lidt underlig fornemmelse at sidde to mennesker alene og spise i så stor en restaurant. Man føler sig næsten som gæster til en fest, hvor alle andre har meldt afbud.

Heldigvis kom Wolt-budene jævnligt forbi, så der var trods alt liv i forretningen. Lad os håbe, at huslejen er lav i Viby Centret.

Måske er Chickiis største udfordring, at man skal vide, at restauranten ligger inde i centret.

Vores indtryk? Hæderlige burgere, enorme portioner og rigtig god værdi for pengene. Vi gik derfra mere positive, end da vi kom.

Priser:
• Hot Scream Burger Menu: 129 kr.
• Vestergade Burger Menu: 129 kr.
• Begge menuer inkluderer tilbehør og vand.

Chickii

Viby Centret, Viby Ringvej 10

8260 Viby J.