Running Ping

Frederiksgade 73, 8000 Aarhus C 88 34 10 38

 

Running Ping i Frederiksgade er et asiatisk spisested, som er kendt for deres running sushi. De vil gerne præsentere gæsterne for den asiatiske spisemåde, hvor familie og venner mødes omkring bordet, og mens snakken går, spises running sushi eller deleretter, som løbende serveres. Der kan også afhentes takeaway.

 

Maden hos Running Ping

Hos Running Ping har de til frokost all-you-can-eat sushi, mens aftenen byder på running sushi eller à la carte med sushi eller varme retter. Frokosten serveres fra tirsdag til lørdag mellem kl. 12.00 og 15.00, og om aftenen starter running sushi fra kl. 17.00.

 

Er det running sushi, du kommer efter, har du bordet i to timer. Her kan du åbne lågen ind til sushien og vælge lige, hvad der passer dig, indtil du er mæt. Sushi og varme retter kører forbi på båndet, og du vælger frit.

 

À la carte

Af varme forretter er der forårsruller, dumplings, tempurarejer og misosuppe. Hovedretterne består af 9 forskellige retter med nudler eller ris. Dertil kylling, oksekød, tofu, svinekød eller andesteg sammen med grøntsager og sauce er nogle af mulighederne. Af sushi har Running Ping sammensat nogle menuer til en, to eller fire personer, ligesom der er den store partymenu med 92 stykker. Der er også vegetar- eller børnemenu samt et godt udvalg, hvis du selv vil vælge din sushi.

 

Hvad drikker man her?

Øl passer godt til sushi og asiatisk mad. Ligesom Sake hører sig til. Af øl byder de på japanske Sapporo, Kirin og den kinesiske Tsingtao. Udvalget af vin er ikke særligt stort. Der er fire vine på glas og et spinkelt udvalg af hvid-, rosé- og rødvin på flaske. Men der er heller ikke voldsomt mange der køber vin til deres mad her. Der er også sodavand som Cola og Fanta samt saft, juice, kaffe og te.

 

Hvordan er stemningen her?

Der er noget uformelt og caféteriaagtigt over Running Ping, der dog er med asiatisk udsmykning på væggene og med rislamper i loftet. Bordene er linet op omkring running sushi, og en del af tiden går med at følge med i, hvornår det man gerne vil have, kommer rullende forbi.

 

Prisniveau

Til frokost får du all-you-can-eat sushi for 178 kr., og for to timers running sushi om aftenen er prisen mellem 218 og 232 kr. afhængigt af dagen. Det må siges at være en god pris. Børn under 11 år spiser for halv pris alle dage. Fra menukortet kan du vælge sushi til en person for 129 kr. og wokretter fra 99 til 129 kr.

 

LÆS OGSÅ:

Elmer ved Domkirken

 

Senest opdateret: 22/03/2025 10:03