Madanmeldelse: Overset og cool Kitchen med forrygende god value for money
Læs madanmeldelsen
Hjemmelavet mad er nu engang at foretrække. Men det koster, og krisen kradser flere steder. En af de relativt nye restauranter er The Open Kitchen på Fredens Torv ved åen. De har ikke gjort det store væsen af sig. Måske fordi de har gæster nok. Jeg ved det ikke, men restauranten laver måske noget af det bedste mad til prisen i Aarhus for tiden. The Open Kitchen åbnede i juni 2021. Det krævede et vist gåpåmod eller kapital at åbne en restaurant under coronaen.
Krisen har gjort, at der er blevet mere kamp om restaurantgæsterne, og de fleste ser mere og mere på, hvad de får for pengene. Det gør, at nogle restauranter har fået flere gæster, mens andre har fået færre. En af dem, som ved selvsyn har fået flere, er The Open Kitchen. De har knækket koden med deres “nye” koncept, og vi er ganske enkelt ret vilde med det.
Det handler om tre retter
Menukortet er bygget op efter, at man vælger tre retter. Man kan godt købe en eller to retter, men prisstrukturen gør, at der er mest value ved tre retter. Menukortet skifter jævnligt, men der er altid skaldyr, fisk og steaks på menukortet. Maden er lavet fra bunden i det åbne køkken.
På bordene er QR-kode med menukortet. Nemt og smart – i hvert fald hvis man har en smartphone med sig.
Man kan se, hvad mad spiser
Overordnet er det mad, man kan se, hvad er. Der er ikke så meget fine dining her, men maden er omhyggelig tilberedt og velsmagende. Vi er i den franske brasserie-genre, hvor man kan smage, hvad man spiser.
Kokkens anbefaling
Forretten stod på tre grillede jomfruhummere, urtesmør, toast, grillet citron og spicy aioli. Sådan skal jomfruhummer tilberedes, hvis vi bliver spurgt. Dejligt, de ikke havde fået for meget. Det kræver et nært forhold til præcision, at grille dem perfekt. Saftige og møre. Brødet er grillet, så det er perfekt sprødt. Den spicy aioli var kun lidt spicy, så den ikke ødelagde smagen i retten.
Hovedret
200 g. oksemørbrad fra Uruguay pyntet med en gulerodspuré. Dertil smørstegte urtekartofler og bearnaisesauce. Havde bestilt medium, og kødet var i topklasse. God stegeskorpe og mørt som smør. Bearnaisesaucen var håndpisket og med frisk estragon. En helt igennem perfekt syrebalance. Den kunne ikke laves bedre.
Dessert
Panna cotta med tonkabønne, syrlig gele og hvid chokolade. Meget efter bogen. Det syrlige og chokoladen gjorde desserten til noget særligt.
Januar- februar tilbud til 299,-
Starten på 2023 skete med et tilbud på tre retter til under 300 kr.. Det virker lavt. Tilbuddet gælder alle ugens dage. At det tilbud skulle testes var en selvfølge. Det var ganske enkelt vildt, hvor god mad vi fik til den pris.
Forretten var deres hjemmelavede hummersuppe med hele stykker af torsk. En helt igennem velsmagende omgang. Klassisk og lige efter bogen. Smagen af hummer var tydelig. Torsken var rimmet, mør som smør og rullet i dild. Til prisen fås den ikke bedre i Aarhus.
Et nemt valg
250 gram ribeye var den hovedret, vi valgte. Som side dish faldt valget på trøffel-fritter med vesterhavsost og trøffelmayo. Ellers en tomatsalat med tomater, oliven, balsamico, løg og friske urter.
Grillede kroketter af blomkål med vesterhavsost var den sidste grønne side dish.
The Open Kitchen har deres egen signatur trøffelsauce. Den nappede vi. En demi glace med ægte sort trøffel som ganske enkelt smagte helt forrygende godt.
Kødet var rødt, præcis som vi havde bestilt. Mørt som bare pokker. Det er lang tid siden, jeg har fået en steak, som var så smagfuld – og slet ikke til den pris.
Desserten stod for os på friteret camembert, kiks, whisky og hybenkompot. Den friterede camenbert er total retro og ett must at prøve. Den her havde skiftet solbærrene ud med knap så sød hybenkompot. En værdig afslutning.
Atmosfære
The Open Kitchen er indbegrebet af hyggelig. Der er ingen duge på bordene, men meget elegant opdækning med glas og service. Lyset er afdæmpet, og væggene holdt i mørke og hvide farver. Det skaber en hygge og rolig stemning. På væggene er spejle, hvilket skaber dybde i rummet. Akustikken er god, og musikken behagelig uden at forstyrre. Feel good-faktoren har de ramt meget godt her.
Betjening
Meget nede på jorden og ikke mindst rolig. Tager sig tid til gæsterne og imødekommer spørgsmål med et smil. De er gode til at fordele gæsterne ved bordene, så man ikke sidder tæt med mindre, der er fuldt booket.
God viden om mad og vin. Dog uden der gik storytelling i den.
Vinen
Vinkortet er ikke stort. Det er hovedsageligt med vine fra en lokal vinhandler. Hatten af for det, og det er nye vine, som vi ikke kender. Skønt det ikke er vine fra de store importører, som vi ser i overflod for tiden. Det tæller op her.
Husets bobler var en tør, frisk og nem Cava. Mimosa, chardonnay, fra Sydafrika. Et ærligt glas vin, som bekræfter, at vin som smager godt, ikke behøver at koste det blege. Domaine Catherinette fra Rhone til 75 kr., for det man vil kalde et stort velskænket glas, er ikke dyrt.
- Brød og en brunet smør i særklasse kom straks på bordet stort set med det samme efter vores bestilling. Det samme med vand.
- Friske og gode råvarer.
- Kokken har fuldstændig styr på tilberedningen
- Mad som smager godt, og som er hjemmelavet
- Pænt store portioner. Man bliver mere end almindelig mæt her. Dog gør kødet sit til det.
- Hummersuppe smagte forrygende godt. Vanedannende. Den rimmede torsk var mør som smør.
- Masser af grønne side dishes. Genialt man selv vælger, hvad man spiser til sin steak. Ikke nyt, men det virker, og vi elsker det.
- God og yderst opmærksom betjening. Selvom der kom mange gæster, bevarede de overblikket. De spurgte hver gang, om vi var klar til næste ret. God stil.
- Vin med god bredde og til sympatiske priser.
- Hyggelig indretning og dæmpet belysning. Der er noget fransk bistro over stedet.
- God akustik og behagelige stole og sofaer
- Den håndpiskede bearnaisesauce var i sin helt egen klasse.
- Pænt store glas vine - de er ikke nærige her.
- Er du til lange fortællinger om vinene, så skal du spørge efter den. Det kan være befriende at slippe for den, og det var det faktisk her.
- Bordene står nogle steder meget tæt. Er der fyldt i restauranten, kommer man hinanden ved. Det er dog en del af konceptet.
The Open Kitchen har fundet sin plads i en for tiden svær branche. Deres mad er en af de store anbefalinger værdig, og deres priser er gode. Hvis man er til hjemmelavet mad, value for money og en “rigtig” restaurant, så er The Open Kitchen umulig at komme uden om. Nu giver vi ikke stjerner og kokkehuer, da det ofte er for diffust. Men hvis vi gjorde, ville den aften klar været i toppen, hvis vi ser det i forhold til prisen.