Er der brug for en spiseguide i Aarhus?

 

 

En del læsere spørger, hvorfor vi laver en spiseguide i Aarhus. De har Google. De har AI. De har apps på deres telefoner. De har lokale aviser – både med og uden betalingsmure. De har bloggere. De har influencere. De har naboen. De har vennerne. De har familien. De behøver ikke os.

 

Men søgemaskiner lyver ofte. Eller de fortæller en del af sandheden. De anbefaler steder, der betaler for at være øverst. De viser billeder, der er taget i det perfekte lys, med den perfekte mad, som ingen almindelig gæst nogensinde vil få serveret. De er forældet med informationer. Vi får kun delvis fakta.

 

De lokale aviser skriver også om mad. Men mad er ikke deres primære område. De har travlt med lokalpolitik, byens bedste et eller andet, infrastruktur, Letbanen, sport og kriminalitet. Det er de gode til og har uden tvivl en plads i medielandskabet. De leverer hurtige nyheder om nye restauranter, men kommer sjældent tilbage for at spise der. De har ikke den store viden om madscenen i Aarhus. De kender navnene, men ikke smagen. Og ofte skal du betale for at læse det de skriver, hvilket er fair, da det er deres forretningsmodel.

 

Vi er der

Vi er fem faste madanmeldere på Spiseguiden Aarhus. Vi bor og lever i byen. Vi er her hver dag. Alle har flere hundrede restaurantbesøg bag os. En har tusindvis. Vi kender byens restauranter, caféer, barer og takeaways, som vores egne lommer.

 

Vi er en fast bestanddel af restaurantscenen i Aarhus. Vi sidder fast ved et af bordene. Vi smager maden. Vi drikker vinen og øllet. Vi taler med tjenerne. Vi betaler regningen selv. Når et nyt sted åbner, er vi der. Ikke efter en invitation. Ikke til en pressedag. Vi kommer uanmeldt. Som almindelige anonyme mennesker. Det er sådan, vi ved, hvordan stedet virkelig er.

 

Vi beskriver det, vi ser. Det, vi smager. Det, vi oplever. Vi fortæller tingene som de er, og ikke som de burde være. Ikke det, vi bliver fortalt, at vi burde opleve. Ikke det, ejeren ønsker, at folk skal tro. Men virkeligheden. Madscenen i Aarhus er vores verden. Vi kender den. Vi lever i den. Vi skriver om den.

 

Kun mad og drikke

Her er ingen artikler om mode, film eller politik. Ingen clickbait. Vi tager afstand fra lokkende overskrifter, der lover mere, end teksten holder. Vi skriver om mad. Om drikke. Om spisestederne. Vores læsere ved, hvad de får. De får viden og indsigt. De får ærlighed. De får noget, de kan stole på. Vi bruger kun billeder, som vi selv har taget. Ingen pressebilleder fra smarte dyre fotografer og foodstylister. 

 

Ingen ultimativ guide

De andre lover dig de ti bedste pizzaer i Aarhus. De femten bedste burgere. De otte mest romantiske restauranter. Men hvordan ved de det? Har de prøvet alle? Og hvem siger, at det, der er bedst for dem, er bedst for dig?

 

Vi lover ikke at kende det bedste. Vi lover at fortælle dig, hvad vi fandt. Hvad vi oplevede. Så kan du selv beslutte, om det er noget for dig.

 

Grundighed frem for hurtighed

Vi skynder os ikke. Vi har ikke travlt. Vi tjekker vores fakta. Hellere en gang for meget, end en gang for lidt. Vi besøger et spisested flere gange, hvis vi er i tvivl om noget. Vi giver ikke falske nyheder, fordi det skal gå  hurtigt, og trække kliks. Vi giver dig sandheden, når vi er sikre på fakta. Nogle gange tager det tid.

 

Andre vil være først med nyhederne. De vil fortælle dig om en åbning, før lejekontrakten er underskrevet. De vil skrive gode anmeldelser efter et besøg på åbningsaftenen, hvor alting er kaos og intet er, som det vil blive. Vi venter. Vi ser. Vi smager. Vi oplever stedet fysisk, som det i virkeligen er. Ikke som det gerne vil være. Ikke som det måske en dag vil blive. Men som det er nu, for almindelige gæster, der betaler deres egen mad. En anden ting er, at de fleste nyåbnede restauranter laver om på deres menukort og koncept, ret hurtigt efter de har åbnet. 

 

Gennemsigtig indtjening

Folk spørger, hvem der finansierer så Spiseguiden Aarhus. Det er simpelt. Det gør dem, som har købt et banner hos os. Det er tydeligt at se, hvem det er. Bare klik på banneret. Ingen skjulte penge. Ingen hemmelige aftaler. Ingen annoncørbetalt nyheder og artikler. Ingen betaling for positive anmeldelser. Alt er åbent. Alt er gennemsigtigt.

 

/Jan L. Pedersen