Restaurant Absurd i Aarhus

Absurd åbner i Rosenkrantzgade: Ny restaurant vil udfordre, hvad en middag kan være

Af Jan L. Pedersen,

Gæsterne ved ikke på forhånd, hvad der venter dem hos Absurd. Menuen er hemmelig, og oplevelsen begynder når du træder ind af døren. Ambitionen er at gøre den traditionelle middag til mere end bare et restaurantbesøg.

Restaurant Absurd åbner i en sidegade til Strøget i Aarhus, nærmere bestemt i Rosenkrantzgade 23, i de lokaler, som tidligere husede Jensens Bøfhus og før det Bøf España. Lokalet er et af de mest ikoniske restaurantlokaler i Aarhus.

Absurd, som restauranten er døbt, åbner den 30. april. Det er umiddelbart et af de navne, man kan undre sig over, ikke allerede er taget.

Hvad er Absurd?

Jeg var forbi til en snak med et par af folkene bag Absurd, Daniel Olsen og Kristian Johann Valentin. De to iværksættere er ikke i tvivl om, at Restaurant Absurd er en drøm, der går i opfyldelse. 

Sammen med de øvrige partnere i det aarhusianske Dining Six har de længe ønsket at skabe en restaurant i spændingsfeltet mellem kontrol og kaos. En restaurant, der samtidig fungerer som en legeplads for nytænkning og udfordrer grænserne for, hvad en restaurant også kan være.

Lokalet var afgørende

Det var udelukkende det historiske og ikoniske lokale, som gjorde det muligt at realisere Absurd. Partnerne har i flere år været på udkig efter de rette rammer, både i København og Aarhus. Men lokaler som dem i Rosenkrantzgade 23 hænger ikke på træerne. Derfor slog de til, da muligheden endelig bød sig.

Der bliver 90 siddepladser i alt + et lokale til private dining.

Opgør med faste rammer

Det er ikke første gang i dansk restauranthistorie, at vi støder på et eksperimenterende køkken. At restauratører vil eksperimentere i et køkken, er ikke nyt. Det vil de også her, men idéen er i højere grad, at hele restaurantoplevelsen er eksperimenterende. Det skal være mere end bare mad og drikke. Der er dog både hvide duge og stofservietter. 

Måske er det mere totalteater, hvor maden og drikkevarerne bliver iscenesat på en ny måde. Gæsterne bliver involveret i selve restaurantoplevelsen på en anden måde, end vi er vant til her i landet.

Inspirationen er hentet fra både Berlin og New York.

Én menu og én fast pris

Det er ikke en hverdagsrestaurant, vi har med at gøre. Absurd har kun åbent torsdag, fredag og lørdag. Priserne er ofte en rettesnor for, hvor vi befinder os på restaurantskalaen. Men ikke altid. 

Men det giver ikke mening at nærlæse menukortet hos Absurd. Der er én menu og én pris. Sådan er det. 

15 serveringer inklusive drikkevarer koster 1.395 kr. fredag og lørdag, mens prisen torsdag er 1.095 kr. Hvad der indgår i menuen af mad og drikke, ved man ikke som gæst. Allerede dér skiller de sig ud. 

Hvordan er maden på Absurd?

Da jeg spørger ind til maden og køkkenstilen, tøver Kristian Johann Valentin og Daniel Olsen et øjeblik. Ikke fordi de er i tvivl. Slet ikke, men fordi Absurd ikke passer ind i nogen kasse. Maden trækker på inspiration fra hele verden, men uden at tilhøre ét køkken. Det er ikke fransk, japansk eller sydamerikansk,  og heller ikke et klassisk fusion-køkken.

Det er en legeplads.” og så selvfølgelig at det generelt et højt niveau vi ville se, og lækkert bliver det. Jeg kan løfte sløret for at der bl.a. er caviar, hummer og waugy på menuen. 

Overraskelser venter

Ejerkredsen er ikke vilde med at afsløre alt for meget om, hvad det er, der skiller Absurd ud fra de restauranter, vi kender. Ønsket er, at man skal opleve Absurd live og ikke bare læse om det. Men de ved også, at de må løfte sløret for, hvad de vil. Mere om det, når vi er tættere på åbningsdagen. Det bør dog nævnes, at Absurd bliver den mest ambitiøse restaurant i Dining Six-regi til dato.

Ligesom i biografen

Absurd lugter lidt af en teaterforestilling tilsat god mad og drikke. En anden pudsig idé er, at indgangen er fra Rosenkrantzgade, mens udgangen går til en baggård og videre gennem en port ud på Rosenkrantzgade. Fuldstændig som i biografen. Hvorfor de har lavet det sådan, kan man endnu kun gætte på. Men de store og anderledes lokaler kan være en god forklaring.