AERA på Aarhus Ø-6

AERA åbner i Ghrelins gamle lokaler: 16 serveringer til halv pris de første to uger

Af Jan Lind Pedersen,

Den 3. november åbner AERA på Dagmar Petersens Gade 111 på Aarhus Ø. Bag restauranten står et hold med fortid på Frederikshøj, Domestic, Geranium og Molskroen.

Lokalerne stod tomme, siden Ghrelin gik konkurs. Nu rykker en ny ambitiøs restaurant ind.

AERA åbner officielt den 3. november på Dagmar Petersens Gade 111 på Aarhus Ø. Inden da inviteres aarhusianerne til prøvemiddage, hvor den store menu kan opleves til halv pris.

Stærke profilnavne bag køkkenet

Køkkenet anføres af køkkenchef Malthe Dreyer og souschef Bernhard Prang med fortid på blandt andet Frederikshøj, Domestic og Molskroen.

På gulvet ser vi restaurantchef Daniel Karlskov, tidligere Geranium, Kokkedal Slot og Nimb Vinothek, og assisterende restaurantchef Niels Saugbjerg, tidligere Syv Ni 13.

Restauranten er bygget på tre dogmer: generøst, personligt og præcist. Menukortet tager afsæt i sæsonens råvarer tæt på kyst og muld med fokus på rene smagsudtryk og gennemtænkte vinparringer.

16 serveringer til 645 kr.

Fra den 3. til den 14. november afvikles prøvemiddage, hvor den store menu på fire snacks og 12 retter serveres til 645 kr. Normalprisen er 1.295 kr.

“Prøvemiddagene er vores mulighed for at finjustere det sidste samspil mellem køkken og gulv i realistiske rammer,” fortæller holdet bag AERA.

Booking af bord her:

 

Praktisk information

AERA

Dagmar Petersens Gade 111
Aarhus Ø
Vis vej

Prøvemiddage 3.-14. november.

Fire snacks og 12 retter: 645 kr. (normalpris 1.295 kr.)