Verden venter: Alchemist lukker fem måneder om året for at blive endnu bedre
Fra december 2026 sætter den østjyske køkkenchef driften på pause og gentænker hele restaurantmodellen. Over 100 medarbejdere fastholdes og skal udvikle den næste udgave af Alchemist.
Rasmus Munk er fra Østjylland. Nu driver han en af verdens fem bedste restauranter på Refshaleøen i København. Og fra december i år gør han noget, ingen har set før i gastronomiens verden.
Alchemist lukker fem måneder om året.
Perioden får navnet “Intermission” og erstatter den daglige restaurantdrift med kreativ fordybelse og research. Alle mere end 100 medarbejdere fastholdes under pausen.
“Det føles som begyndelsen på et nyt kapitel. Vi vender hele vores dagligdag på hovedet, fordi der stadig er så meget, vi gerne vil udforske,” fortæller Rasmus Munk.
Inspiration fra kunstverdenen
Idéen er hentet fra teatret og musikken, hvor kreative værker får tid til fordybelse, inden de møder et publikum.
“I stedet for hele tiden at skulle udvikle og innovere imellem serviceaftener, giver vi os selv fem måneder til at gå i dybden med den kreative proces,” fortæller Munk.
Front of House-teamet skal under Intermission udforske psykologi, koreografi og historiefortælling. Kokketeamet skal afprøve hundredvis af nye idéer og hente inspiration fra madkulturer verden over. Alchemists Studio-team arbejder med næste generation af sanselige, interaktive teknologier.
Restauranten inviterer desuden førende eksperter fra ind- og udland til at bidrage til det kreative arbejde.
Åbner dørene for første gang
Under Intermission åbner Alchemist for rundvisninger bag kulisserne. Gæster kan opleve kunstinstallationer og planetariekuplen, høre om tankerne bag restauranten og smage udvalgte retter og drikkevarer fra den seneste sæson.
“Jeg ville ønske, at Alchemist var tilgængelig for flere mennesker. Intermission giver os mulighed for at åbne dørene og dele vores idéer, kreativitet og viden med et langt bredere publikum,” fortæller Munk.
Fast pris inklusiv drikkevarer
Når Alchemist genåbner, indføres en fast pris, der inkluderer hele oplevelsen og drikkevarer. Mere end 70 procent af gæsterne vælger allerede en af restaurantens syv drikkemenuer, og den samlede pris vil for de fleste stort set være den samme som i dag.
November er sidste chance
Alchemist åbnede i 2019 og har haft to Michelin-stjerner siden 2020. Restauranten er i dag nummer fem på listen over The World’s 50 Best Restaurants. Rasmus Munk blev kåret som verdens bedste kok ved The Best Chef Awards i både 2024 og 2025.
November 2026 bliver den sidste mulighed for at opleve Alchemist i sin nuværende form. Reservationer til november frigives den 21. september.
“Jeg ønsker ikke, at Alchemist bare genåbner. Det skal føles som en premiere, et nyt kapitel med et nyt udtryk,” fortæller Munk.
Programmet for særarrangementer under Intermission offentliggøres senere på efteråret.
Verdens bedste kok bag Alchemist
Alchemist ligger i en tidligere lagerhal på Refshaleøen i København. Det er Det Kongelige Teaters tidligere scenografiværksted.
Restauranten ejes af Rasmus Munk og Lars Seier Christensen.
Oplevelsen er opdelt i fem akter med 50 spiselige og ikke-spiselige “indtryk” og varer typisk fire til seks timer. I hjertet af restauranten står en planetariekuppel med en diameter på 18 meter. 12 projektorer skaber et 360-graders visuelt univers omkring gæsterne.
Alchemist har haft to Michelin-stjerner siden 2020 og er i dag nummer fem på listen over The World’s 50 Best Restaurants. Restauranten blev desuden kåret som Europas bedste restaurant af Opinionated About Dining fem år i træk fra 2021 til 2025.
Rasmus Munk blev kåret som verdens bedste kok ved The Best Chef Awards i både 2024 og 2025.
Praktisk information
Alchemist, Refshalevej 173C, København.
Reservationer til november åbner 21. september.
Læs mere på alchemist.dk






