Anmeldelse af Pondus: Glimt af storhed, men også enkelte fejlskud
Læs madanmeldelsen
Restaurant Pondus ved åen har gennem årene høstet flere flotte anmeldelser, og med en titel som søsterrestaurant til Michelin-spisestedet Substans på Aarhus Ø er der da også noget at leve op til. På en oktoberaften skulle det vise sig, om niveauet stadig var til stedets renommé.
Det var mandag, og restauranten var øde, når bortset fra et enkelt andet par der stødte til senere på aftenen. Stemningen blev dog hæderligt reddet af stearinlys og et blændende soundtrack i højtalerne, måske givet lidt ekstra volumen for hyggen i det tomme lokale.
4 retter og snacks står til 550 kr., og skal der vin til, koster det 440 kr. ekstra. Vinmenuen lød dog ikke videre ophidsende, og vi plukkede derfor en flaske herligt udviklet champagne på ren Pinot Meunier fra producenten Antoine Grethen. Til 995 kr. var det flot værdi for pengene, for her var både vinøst æblepræg, marcipan, let oxiderede toner og godt med frugt.
Snacks
Tre snacks fandt vej til bordet. Først i form af tapiokachips, der udmærkede sig som hapser med god sejhed og smag hen ad kyllingeskind, trods en ledsagende relativt anonym svampemayo. Dernæst krustade med torskerilette. Den lille tærte smagte fint, men balancen var ikke helt tilstede, og man havde været lige rigeligt gavmild med fyldet, der unægteligt gav os tunmousse associationer. Desuden havde noget krydderurt på toppen gjort den voluminøse snack godt.
Helt sprødt blev det med tredje og sidste snack. “Flæskesvær” med tomatstøv og en seriøs chilimayonnaise, der bed fra sig. Noget med gris at gøre havde det vist ikke, men vi var fint tilfredse, særligt over samspillet med den gode mayonnaise.
En vinder
Inden første reelle ret kom nu brød og smør, desværre uden præsentation. På anmodning fik vi oplyst, at her var tale om en saltet misosmør. Smagsmæssigt befandt vi os tæt på den brunede version, for her var både nøddepræg og afgrundsdyb umami.
Teksturelt var vi i højsædet, for smørret var cremet og bevarede sin form glimrende. Så absolut kandiderende til en af 2024’s bedste, mest syndige tilbehør til brød.
Første ret var blæksprutte, fennikel og lækkert opkvikkende yuzu vinaigrette. Her var syre-galore og sommerlig friskhed – på godt og ondt for sprutten kunne vi kun akkurat ane. Dertil var saucen for gennemtrængende, om end virkelig velsmagende. I bunden lå en aioli, der ikke fornærmede nogen, og som skilte i tallerkenen ved kontakt med den syrerige sauce. Det udgjorde således et ærgerligt valg rent visuelt.
Syretoget var kørt, og vi var med på rejsen
Nu stod den på tatar, venligst indskiftet fra a la carten mod en tillægspris. Kødet var flot skrabet, omkranset af vores ven fra før, svampemayoen, og… var det tredje ombæring med tomatstøv? Desuden sauerkraut, knasende kerner og syltede sennepskorn i hobetal.
En smagsmættet ret med gode teksturer, men igen så proteinet sig frarøvet sin rolle i virvaret af syrlighed.
Ind kom også grillet græskar, men hov, det var ikke tilberedt og stenhårdt. Vi fik fat i tjeneren, og en ny tallerken fandt vej til bordet kort tid efter. Græskarret var nu brandvarmt og blødgjort, spædet til med sauce, der smagte som den franske mystique, men tjeneren vidste det ikke helt – “noget med anis i hvert fald”, blev det oplyst. Treenigheden fuldbyrdet med creme på Loke-friskost, og hvor var der meget lækkert at komme efter her. Vi gjorde tallerkenerne pinligt rene og var klar på mere.
En tør og sej omgang
At grøntsagerne vinder over dyreriget på Pondus blev igen bekræftet med næste servering. Her var en nakkekotelet på gris delt i to med det resultat, at den ene af os fik et markant mere fedtholdigt og spændende stykke end den anden.
Grisen havde desværre fået rigeligt med kærlig på panden, og den var derfor tør og havde sej fasthed. En medfølgende neutral sauce på kvæder spillede ingen reel rolle overfor ligeledes gennemsnitlige bagte rødbeder og kvæder, og her savnede vi de dristige spark af smag, de andre saucer havde leveret.
En desværre meget skuffende ret, og med tanke på dens isolerede pris på 248 kr. på a la carten, er det svært ikke at stille spørgsmålstegn. Man må som minimum håbe, at der ved a la carte-bestilling er tale om et helt stykke kød.
Til hovedretten valgte vi i øvrigt at gå med en rødvin fra glaskortet, en saftig og tyndskallet sag fra producenten Foradori i Dolomitterne. Til 80 kr. var det et helt udmærket glas, der med sin simple og saftspændte profil fungerede fint til æble og gris.
Med desserten blev vi i det syrerige univers. Mariebolle havde interessant skorpe som makron og indeholdt en venlig, knapt så karakterfuld kastanjecreme, mens en frisk is på hybenrose befandt sig godt i munden med dens ekstreme cremethed, tenderende til det mousselignende, og gode sursødlige balance.
Vi bestilte hertil to glas hvid Banyuls fra Sydfrankrig, som til 110 kr. var overrumplende højt prissat, særligt da glassene blev knapt fyldte, og der var tale om en ganske karakterløs og kedelig hedvin. Det stod her klart, at da der var tale om én af fire vine fra vinmenuen til 440 kr., havde man blot divideret prisen med fire – en ærgerlig og i dette tilfælde urimelig prissætning, vinens manglende kvalitet taget i betragtning.
Oplevelsen på Pondus endte med at være en håndfuld blandede bolsjer, for her var fantasifulde, spændende mundfulde, men også mangel på den sidste skarphed og balance. Betjeningen var høflig og fint tilstedeværende, men på denne aften relativt upersonlig, og i prissegmentet forventer man sig mere på servicefronten. Det havde for eksempel været rart at være spurgt ind til, om man ønskede noget andet at drikke, da vi var færdige med champagnen, eller om vi var til en kop kaffe eller avec til desserten.
Regningen endte på 2.475 kr. for to personer, hvilket der omvendt ikke var noget at sige til, nu vi var gået med en champagne til 995 kr. og havde bestilt ekstra vin.
- Hos Pondus kan man sit kram, når det kommer til smagsdybde og intensitet. Med undtagelse af retten med gris var der stor smag at komme efter, og på intet tidspunkt savnede retterne tilsmagning.
- Brødet med tilhørende misosmør står som et højdepunkt over årets brødserveringer, og vi kommer gerne igen alene for smør. Dog undrede vi os over valget om at dele brødet over og kun give os 2 i stedet for 4 stykker, nu det alligevel var bagt som en cirkel og skåret i 4.
- ”Hovedretten” med gris vil vi huske som et gement fejlskud både på tilberedning, kedelig smagssammensætning og ligegyldighed overfor de tilhørende grøntsager. En nakkekotelet er i sagens natur, hvad den er, men er det kød af ordentlig kvalitet, som bliver tilberedt med omhu, kan retten sagtens vække følelser – det gjorde den langt fra denne aften.
- Timingen var mere eller mindre perfekt. Retterne kom i et fint, ikke for hurtigt, tempo, og da vi bad om et par minutter ekstra før hovedretten, var det intet problem.
- Det gør sjældent noget godt for oplevelsen, at der ikke er flere gæster tilstede, men her blev udfordringen fint løst med lidt højere volumen på musikken og gode sangvalg.
- Vinmenuen vækkede ingen begejstring, og der er ikke, restaurantens øvrige kvalitet og pris taget i betragtning, særligt mange flasker at vælge imellem på vinkortet.
- Vi havde ingen større fingre at sætte på servicen, som var smilende og fint høflig. Dog savnede vi lidt ”ekstra” og et mere personligt præg. Særligt på en stille hverdagsaften kan tjeneren være med til at højne oplevelsen.
- Komforten var mere end acceptabel, og vi sad godt hele aftenen. Det samme kan siges for rummets æstetik og design, der er indbydende og markeret ved en rumdeler i form af en flot pastelblå vinreol, og vi gad godt komme tilbage en aften med mere liv i restauranten.
LÆS OGSÅ:
Set ved åen i Aarhus: Her er vikingegryden på menuen endnu
En stor overraskelse: Ølbaren med forrygende gode pizzaer i Latinerkvarteret