Besøgt: Løgsuppe til 34 kr. og fuldt hus en mandag aften
Læs Besøgt
Bouillon i Europahuset serverer franske klassikere. Vi har testet, om priserne er for gode til at være sande.
Der er nærmest gået sport i, at mad og drikke ikke må koste noget. Lave priser trækker gæster til. Sådan har det altid været. Men vi ved også godt, at når priserne bliver for lave, bliver vi mistænkelige.
Buffetrestauranterne har altid været billige. Men er man ikke til glidende tacklinger i sauceafdelingen, er Restaurant Bouillon i Europahuset på Europaplads et godt bud. Her bliver maden serveret ved bordet. Den smager godt, og priserne er tankevækkende lave.
Fuldt hus en mandag aften
Vi havde bestilt bord sent. Klokken 19.15 en mandag aften. Der var fuldt hus, da vi ankom. Det er noget af en bedrift i Aarhus. Tilføj så, at der er over 200 siddepladser.
Flere og flere spiser ude i byen. Men de dyrere restauranter får os torsdag, fredag og lørdag. Måske forklarer det, at der var stuvende fyldt hos Bouillon på en mandag.
Bordene har tidsbegrænsning. Vi er imod tidsbegrænsning, men mest som princip. På en restaurant som denne er det acceptabelt, fordi priserne er så lave.
Travlt, men styr på tingene
Betjeningen var sød. Der blev ikke snakket meget om maden. Men retterne talte for sig selv. Der var travlt, men der var styr på tingene. Vi ventede ikke længe på maden.
Løgsuppen sidder lige i skabet
Løgsuppen til 34 kr. var et regulært hit. Klassisk fransk løgsuppe med croutoner og gratineret ost. Den sad lige i skabet. Til den pris er det svært at få armene ned.
Tatar til 39 kr. og steak til 139 kr.
Og priserne fortsætter:
- Rørt tatar med grøn salat: 39 kr.
- Bøf med pebersauce og pommes frites: 139 kr.
- Ravioli med svampe og Karl Johan-sauce: 89 kr.
- Pommes frites: 26 kr.
- Citrontærte med marengs: 37 kr.
Drop karaffelvinen
Drop rødvinen på karaffel. Køb en Pinot Noir Bourgogne til 295 kr. Den smager overraskende godt til prisen.
En rigtig hverdagsrestaurant
Bouillon er ikke en international burgerkæde. Det er en hverdagsrestaurant, og den har fundet et koncept, der virker. De er franske. Indretningen er meget bistroagtig. Men vi sad godt. En sjældenhed på moderne restauranter. Akustikken er ikke værst, selvom vi sad lidt tæt.
Jo mere liv i byen, jo bedre. Også på en mandag. Ros til Bouillon for at bidrage til det.
Der kan siges meget om, at det er for billigt, og at råvarerne er for ringe. Men maden smagte godt til den pris, vi betalte. Der er så meget mad i Aarhus, som er markant ringere og meget dyrere. Længere er den ikke.
Praktisk information
Restaurant Bouillon
8000 Aarhus C










