Af Mikkel Stensgaard Christensen,

Går andre forbi Prezzemolo og tænker “det skulle man prøve”, men aldrig gør det?? Måske bortset fra byens kokkebasser, der ophøjer pastariaet til en slags 8. vidunder.

Nu skulle det være. Ejeren stod selv i det åbne køkken (bemærk lige en god ‘stache på overlæben), og der var fuldt hus på en tirsdag. De tager deres tid her, italiensk til fingerspidserne, og efter en halv times penge landede en platte med alt godt fra grisen. Über-seriøs salumi, alt er egen-import, og det smages.

Über-seriøs salumi, alt er egen-import, og det smages i Jægergårdsgade. Spiseguiden Aarhus

Her var tårnhøj friskhed og kvalitet på de tørrede delikatesser, der sammen med oliven, brød og god olivenolie stod i blot 180 kr. for 2 personer.

Allora! Hvor får man ellers pølse med lever og appelsin. Fik også en tuntatar med abrikos og fennikel, som sgu nok mest smagte af sidstnævnte, men indbød med lækre konsistenser og et anderledes take på en ret, der er alle vegne

Det gik befriende langsomt- vi brugte hen mod en time på forretterne, og personalet tog det med tålmodige smil.

Linguine med friske rejer, oregano og cremet sauce på porrer lød for lækkert. Det var afgjort også et pletskud med næsten sødlige, nænsomt jod-smagende kæmperejer, skåret i mundrette bidder og delikat tilberedt til den hårfine grænse af rå. Det sagde sig selv, at pastaen var til tænderne, og der måtte have været hvidvin i saucen.

Prezzemolo i Jægergårdsgade på Frederiksbjerg

Portionen var gavmild og intet sparet her, og vi kørte refill af olie til brødet (der i øvrigt overgik alle ideer om kuvertbrød i Italien)

Dertil rødvin, en outsider á sagrantino og sangiovese, og det var som en slags solmoden slægtning til chianti. Blasfemisk at køre til skaldyr, men nogle gange skal konventionerne droppes. Selvom de nok havde skudt os, hvis vi havde bedt om ost på pastaen..

📍 @prezzemoloosteria i Jægergårdsgade på Frederiksbjerg i Aarhus C.
⚖️ Kokkenes yndlingshemmelighed leverer gedigne pastaportioner med fundamentalt god smag og nøje udvalgt salami. Lidt større retter end byens øvrige pastariaer, men også 2 x prisen – til gengæld uden tidsbegrænsede seatings.
💸 1.325 for 2 pers inkl. en flaske rødvin til 625 kr.