Besøgt: Spröd ved Åbyhøj Torv
Læs Besøgt
Vi prøvede to pizzaer hos Spröd by Bojesen. Søren Stærk var fejlfri. Kristian var ikke. Men Spröd kan lave rigtig gode pizzaer, og det beviste de.
Vi har tidligere fået det til at lyde, som om Åbyhøj er et gastronomisk ingenmandsland. Det er ikke helt fair. Ved Åbyhøj Torv ligger Spröd by Bojesen, og de kan lave rigtig gode pizzaer.
Spröd er ikke ligefrem en restaurant. Men der er borde, stole, gode øl og vin. Kom bare ikke med hele fodboldholdet. Pladserne er få.
Kristian til 125 kr. stod med begge ben i kartoffelmosen
Vi startede med Kristian til 125 kr. Fior di latte, salsiccia, stegte kartofler, parmesan, rosmarin og olivenolie.
Kartoflerne havde bevæget sig faretruende tæt på kartoffelmos, og der var så mange af dem, at resten af pizzaen havde svært ved at komme til orde. Den smagte ikke af ret meget. Ærgerligt, for Kristian plejer at være bedre. Men alle kan have en dårlig dag.

Søren Stærk til 125 kr. sad derimod lige i skabet
Så kom Søren Stærk til 125 kr. Tomat, fior di latte, ventricina salami, oliven, forårsløg og sweet drops.
For Søren, hvor var den da god. Sprød, stærk og flot komponeret. Den stærke salami fik modspil fra de søde peberfrugter, mens oliven og forårsløg sørgede for, at der skete noget i hver bid. Her ramte Spröd den helt rent.

Wildflower til 35 kr. og Bourgogne til 295 kr. på pizzeria i Åbyhøj
Til maden fik vi to Wildflower fra Ebeltoft Gårdbryggeri til 35 kr. stykket. Der er også øl fra Gamma, siciliansk appelsinsodavand og vin fra 130 kr. flasken.
En Bourgogne Côte d’Or til 295 kr. på et pizzeria i Åbyhøj er ikke noget, vi ser hver dag.
Travlt og takeaway i højt tempo
Der var travlt. Pizzaerne kom cirka 10 minutter efter aftalt tid, og der røg kasser over disken i et tempo, der kunne gøre en mindre logistikvirksomhed misundelig.
Praktisk information
Pizzaer fra 105 til 125 kr. Wildflower 35 kr. Vin fra 130 kr. flasken.


