Stadionplatter-2

Bispetorv bliver hvidt og gratis: 5.000 stadionplatter deles ud på søndag

Af Jan Lind Pedersen,

Aarhus har ventet 40 år på at kunne sige det uden at blinke, hoste eller kigge ned i bordet. AGF er Danmarks bedste fodboldhold.

Det kræver selvfølgelig en fest. Ikke sådan en forsigtig en. Nej, byen skal ud. Trøjerne skal på. Halstørklæderne og flagene skal luftes. Og søndag den 17. maj bliver Bispetorv centrum for et officielt pre event før sæsonens sidste kamp mellem AGF og Viborg FF.

Gratis stadionplatter til alle

Fra kl. 11.30 til 13.00 har NRGi i samarbejde med Dursun Event, som står festen på Bispetorv, valgt at donere 5.000 gratis stadionplatter, som deles ud på Bispetorv i forbindelse med guldfesten. Det er muligvis det mest aarhusianske, man kan forestille sig: historisk mesterskab, domkirken som bagtæppe, hvid guldfeber i gaderne og gratis stadionplatter til alle. 

Hvis nogen mangler et billede på lokalpatriotisme, så er det nok meget tæt på her.

Alle kan være med

Arrangementet er åbent for alle, og pladsen bliver ikke indhegnet. Man behøver altså hverken billet til kampen eller særlige forbindelser til en fætter med sæsonkort for at møde op.

Det er bare at tage AGF trøjen på, gribe vennerne under armen og bevæge sig mod centrum. 

Søndag skal der ikke hviskes om fodbold i Aarhus.

Musik, taler og fællessang på Bispetorv

Programmet starter kl. 11.30, hvor DJ Zanjani åbner pladsen. Kl. 12.00 er der velkomsttale og velsignelse ved Aarhus Domkirkes sognepræst Henrik Grøndal Lund.

Derefter følger Skt. Clemens Drengekor, livemusik med Lærke Emilia, Mark Schedler med Bamse hits og Thomas Helmig Jam, som selvfølgelig skal sende fællessangen ud over Bispetorv. Malaga midt i Aarhus centrum på en mesterskabssøndag? 

Senere skruer DJ Zanjani og hypeman op for stemningen, inden pladsen lukker kl. 16.30.

Fra Bispetorv til stadion og byens beværtninger

Når festen på Bispetorv lukker, går turen videre mod stadion, byens barer, beværtninger og alle de steder, hvor man kan se kampen, råbe lidt for højt og føle sig som en del af noget større.

Det er vigtigt at nævne, at der ikke er tale om et storskærmsarrangement. Bispetorv er optakten, ikke kampvisningen. Det er her, byen mødes før kampen.

Kolde drikke, merchandise og god stil

Der vil være barer på pladsen med salg af øl, RTD og sodavand, og “Samlet for Aarhus” sælger merchandise fra egen bod. Der er også toiletter på pladsen.

Arrangørerne opfordrer naturligvis folk til at bruge skraldespandene og behandle området med respekt. Det sidste burde give sig selv, men vi har alle set, hvad der kan ske, når en fadøl får lidt for meget taletid.

En historisk bid af Aarhus

Aarhus har fået sin fodboldfortælling tilbage. Og helt ærligt: 5.000 gratis stadionplatter på Bispetorv for at fejre AGF guld?

Det er ikke bare et pre event. Det er Aarhus, der tager en velfortjent bid af historien.