Boca Reál åbner i Klosterport: Sådan bliver den nye spanier
Boca Reál åbner 30. september i de gamle CANblau-lokaler i Klosterport. Her bliver plads til 140 gæster og et moderne spansk køkken.
Nu kommer der igen liv i de gamle lokaler, som CANblau tidligere havde i Klostergade. Eller Klosterport, om du vil. En ny spanier er flyttet ind.
Boca Reál er navnet, og restauranten åbner den 30. september.
Jeg tog forbi og fik mig en snak med General Manager Kira Rønaa og restaurantchef Jasmin Enemark. De har begge en stor passion for Spanien. Deres begejstring for den nye restaurant er smittende. Det gør ikke forventningerne mindre.

Stort på flere måder
Lokalerne har stået tomme i pænt lang tid. Nu sker der endelig noget, og lige om lidt kommer der en restaurant med noget på hjertet. Det er aarhusianske Dining Six, der står bag Boca Reál.
Lokalerne er store. Der bliver plads til 140 spisende gæster i alt, inklusive dem i spisebaren.
Det andet, der bliver stort, er maden. Det bliver en fortolkning af den nutidige spanske madkultur.
Det autentiske spanske køkken er i virkeligheden ikke ét køkken. Det er meget regionalt, og det er netop dét, der kendetegner det spanske køkken.
Inspirationen hos Boca Reál kommer fra hele Spanien. Ikke en uvæsentlig detalje, især når vi har haft to nyåbninger af restauranter, som har fokus på køkkenet i og omkring San Sebastián.
Hvordan bliver maden hos Boca Reál?
Spanien er udgangspunktet. Men her står køkkenet ikke og råber ¡Olé! efter traditionerne.
På kortet er der masser af klassikere. Jamón ibérico, croquetas, calamari og patatas bravas holder fanen højt.
De spanske råvarer går igen. Manchego, chorizo, mojo rojo og ibérico dukker op flere steder. Kompasset peger mod syd. Men køkkenet går også sine egne veje. Tatar med røget olivenolie og jordskokker har et mere nordisk præg. Det samme gælder vilde svampe med æggeblomme og brunet smør. Braiseret okse med piquillopeber og kartoffelkompot er også mere moderne i udtrykket.
Så hvad kalder man det? Ikke klassisk spansk. Heller ikke et farvel til Spanien. Spansk anno 2026, måske.
Snarere et moderne spansk inspireret køkken. De velkendte råvarer kommer fra Spanien og får selskab af nordiske idéer og kokkens egne krumspring. Spanien er med hele vejen. Det har bare fået nyt tøj på.

Opdeling i flere lokaler
Indretningen er i fuld gang. Lokalerne bliver på ingen måde som tidligere. Køkkenet er nyt og stort. Det bliver ikke et åbent køkken, men alligevel centralt placeret.
I det store midterste lokale kommer en bar og spisebar. Her kan der sidde 16 personer rundt om baren og spise.

Farverne er holdt i brændt terracotta. Terracotta forbindes stærkt med Spanien, så farverne er velvalgte. Der kommer rigtige stole, både høje og lave. De fleste er lave. Sofagrupper kommer vi også til at se her. Alt i alt bliver det en varieret indretning, hvor hvert rum kan noget unikt.

Den gamle hovedindgang bliver lukket helt. Her kommer restaurantlokaler. Den nye indgang bliver ud til Klosterport og ikke, som før, på hjørnet af Klostergade.

Galleriet med udsigt ud til Klosterport bliver bevaret. Her er store glasfacader, så der er gode chancer for, at man kan blive set, hvis man sidder og spiser her.
Sympatiske priser
Når man taler om priser på restauranter, lægger det altid op til en diskussion. Men idéen her er at ramme midtersegmentet. Råvarerne er gode, og kvaliteten følger med. Så det er ikke endnu en discountrestaurant, der åbner. Dem er der vist også nok af i Aarhus. Boca Reál lægger sig solidt i midten af feltet.
Da de kører meget a la carte, er man også selv herre over, hvad og hvor meget man vil spise. Det er man ikke med menuer. Der kommer dog også en fast menu hos byens nye spanier.
Spanien styrer, hvad vi drikker
Der kommer udelukkende spanske vine på kortet. Spanske øl. Sherry, selvfølgelig, både på flaske og glas. Sangria er en selvfølge.
Praktisk information
Der er en stor sandsynlighed for, at Boca Reál bliver en succes. Aarhus har manglet spanske restauranter. Der er ikke mange, og dem, der er, er små. Nu får vi igen en stor lokal spansk restaurant. Tilmed i de samme lokaler, som i sin tid satte Spanien på det aarhusianske landkort.
Åbningstiderne står ikke bøjet i neon. Derimod kører Boca Reál med seneste bordbooking.
Du kan senest booke bord kl. 21 søndag til onsdag, kl. 21.30 torsdag og kl. 22 fredag og lørdag.
Lukketiderne er lidt flydende, men regn med omkring kl. 23 på hverdage og omkring midnat, fredag og lørdag.
Ved booking kan man bestille både 2-timers og 2,5-timers bord, men de bliver nok ikke specielt stringente med det.
