NorthSide-4

NorthSide er tilbage: God stemning, højt humør og nyt på madscenen

Af Jan Lind Pedersen,

Dagens klare vinder på maden blev Pizza Boys. Dagens største flop blev toasten fra Bonde Toast. Helhedsindtrykket fra første dag: godkendt.

Første dag på NorthSide er landet. Stemningen fejlede absolut ingenting.

Vejret var ikke ligefrem postkort fra Sydeuropa, men heller ikke dagsregn. Temperaturen var fin, gæsterne var forberedte, og humøret var højt på pladsen. Sådan!

Eskelunden er som skabt til festivalen

Logistikken sad også bedre i skabet i år. Eskelunden fungerer virkelig godt til NorthSide. Pladsen føles skabt til koncerter, flowet var fornuftigt, her er træer og læ. Festivalen passer godt ind derude.

Det er nærmest som om, området er bygget til det. Hvilket det måske også er. Hvem ved. Vi kommer ikke her for byplanlægning, men det fungerer.

Pizza Boys vandt dagen, Bonde Toast tabte stort

På madsiden svingede det mere. Nogle boder skuffede alvorligt, andre overraskede positivt.

Dagens klare vinder blev Pizza Boys. De leverede pizzaer med ægte håndværk, stærk bund og smag nok til at gøre os oprigtigt glade i festivalhjertet.

Dagens største flop var til gengæld toasten fra Bonde Toast fra Troldegården. Smagsløs, kedelig og fuldstændig spild af penge. Det er den slags toast, der får én til at savne en lun tankstationspanini, og det er altså ikke ment som ros.

Ellenor i toppen, Tuborg betaler regningen

På drikkesiden tog Ellenor alvorligt gode kegler. De ligger helt i toppen, og det var et af dagens stærkeste indslag.

Det tynde øl fra Tuborg har vi ikke meget pænt at sige om. Men de betaler nok en stor del af festen, og sådan er det.

Festival på vej tilbage i topform

Alt i alt er vi positive. NorthSide føles som en festival på vej tilbage i topform. Musikken, festen og stemningen var mere end almindelig god.

Vi kunne godt ønske os flere madboder. 45 minutter i kø efter mad er lige i overkanten af, hvad jysk tålmodighed kan klare. Og vi har ellers stået i kø til meget gennem livet.

Men første dag? Godkendt. NorthSide lever. Og vi er klar igen.