Bistrot – Italiensk Streetfood

Silkeborgvej 257, 8230 Åbyhøj 81 61 71 92

I Åbyhøj, nærmere bestemt på Silkeborgvej, skråt overfor Netto ligger en lille italiener. Dem er der flere af i Åbyhøj, og fællesnævneren er, at de har en passion for det, de laver og sætter en ære i at lave noget autentisk italiensk mad. En af de nye spillere i forstaden er Bistrot – italiensk street food, som ligger i de lokaler, som tidligere husede Delizioso. Delizioso er flyttet længere hen ad Silkeborgvej og er blevet til en restaurant. Bistrot laver udelukkende, og 100% glutenfri mad, hvilket er noget, man ikke ser så ofte i Italien. Bistrot er en bistro, som laver italiensk mad, som fungerer som street food. Det er altså ikke det, vi forbinder med en fransk bistro – så er det på plads.

 

Hvad er det så for noget mad hos Bistrot – italiensk street food?

Manden bag er italienske Francesco Polito. Han er en glad og meget passioneret mand, som sætter en ære i at lave noget mad, kunderne kan lide. Det gør han godt og har ramt et hul i et marked, som ikke så mange har set. 

 

Maden er ikke særlig nytænkende, udover der ikke er gluten og laktose i den. Hvis man tager et hurtigt kig på menukortet, så ser man tapas (italiensk, selvom tapas er spansk), sandwich, pasta, pizza og en moderne italiensk burger, men også Il Cuoppo, som er italiensk street food. Definitionen i dag er lidt bred. I Napoli og mange andre steder i Italien bliver street food serveret i kræmmerhuse (Cuoppo), som gør, det er let at spise maden, mens man går – eller med det samme. 

 

Il Cuoppo hos Bistrot er ikke set i Aarhus før og er allerede et hit. Der er indbagt mozzarella, filetti di bacclá (friturestegt torsk), riskugler med kødfyld, Mozzarella in carrozza (minitoast), squashblomster fyldt med mozzarella og ansjoser, crocchette di patate, friturestegt minipizza, indbagte minipizzaer med sprød spinat og mozzarella. 

 

Glutenfri retter smager ligeså godt eller bedre end dem med gluten

En tendens, som vækster i Italien, er mere glutenfri mad. Så når et af verdens mest gluten-elskende lande satser mere og mere på glutenfri mad, så må der være noget om snakken. Maden er selvfølgelig lavet fra bunden. Der er ifølge italieneren minimal forskel i smagen – og man bliver ikke så tung i maven, som hvis man spiser det samme bare med gluten i. 

 

Italienerne har en medfødt og ægte italiensk kærlighed til deres mad. Råvarerne er af egen import fra primært Italien. Der er også glutenfri desserter her såsom donuts, kager og is. 

 

Francesco har gået stille med dørene

Italieneren åbnede så småt sit lille madværksted op efter nedlukningen – og sommerferien. Men nu er Francesco klar med et revideret menukort og har fået feedback fra kunderne. Det er udelukkende positive tilbagemeldinger, men der har været lidt justeringer, da alt jo er 100% glutenfrit, og der ikke laves mad med gluten i lokalerne. Det gør, man er sikker på, at der overhovedet ikke er gluten i maden. Hverken ved en fejl eller fra støvet fra eksempelvis melet. 

 

Er man i bil, så skal det nævnes, at der er gratis parkeringspladser lige uden for døren.

 

Senest opdateret: 29/09/2022 02:09