Mad på NortSide
Spiseguiden Aarhus anmelder mad og drikke på NorthSide.
Vi er fire anmeldere på festivalpladsen, og ambitionen er at spise os igennem samtlige madboder. Vi tester anonymt, står i kø som alle andre og betaler selv for alt, hvad vi spiser og drikker.
Vi giver ikke stjerner. I stedet kommer vi med vores samlede vurdering af maden på festivalen. Hvad fungerer? Hvad skuffer? Hvor får man mest for pengene? Og hvem laver den bedste festivalmad på NorthSide i år?
Vi vurderer ikke festivalboder på samme niveau som fysiske restauranter. Festivalmad er en anden disciplin. Det er markant sværere at lave god mad, når tusindvis af gæster skal bespises på kort tid, ofte fra midlertidige køkkener og med et helt andet pres på logistik, råvarer og tempo.
Derfor ser vi især på smag, råvarer, pris, portion, ventetid og value for money. Maden må gerne være enkel. Den skal bare være lavet ordentligt, smage godt og give mening til prisen.
Når festivalen er slut, samler vi op med vores vurdering af årets madoplevelser på NorthSide. Her kårer vi også vores top 3 over de bedste madboder.















