Street Coffee i Brammersgade

Brammersgade 15, 8000 Aarhus C +45 61 69 05 80

Street Coffee har fire kaffebarer i Aarhus. Den første og mindste ligger i Brammersgade, der er en sidegade til M.P. Bruuns Gade. Så snart du træder ind ad døren, mødes du med duften af kaffe. Den laves med omhu af det engagerede personale.

 

Hos Street Coffee kan du komme, som du er. Med morgenhår eller stiletter. Alle er velkomne. Her handler det om den gode stemning, om at hygge sig og så selvfølgelig den gode kaffe. De fleste snupper en kop kaffe med i farten, men der er også plads til afslapning og hygge i eller udenfor caféen. 

 

Maden

Den lille sult kan blive stillet. Der er friskbagte boller, croissanter og diverse kager. Men det er kaffen og hyggen, man kommer efter.

 

Drikkevarer

Uanset om du ønsker caffe latte, en plain sort kaffe, cortado, kold kaffe eller espresso, så er kaffen solid, fyldig og rund. Risteriet er nøje udvalgt og ligger i udkanten af London, mens kaffen kommer fra hele verden. Bønnerne er direct trade, og forsøgt opretholdt i den økologiske ånd. Der er også læskedrik, juice, te og varm kakao.

 

Stemningen

Street Coffee har formået at skabe en intim og hyggelig stemning klemt ind i caféen. Indenfor er der en lang bænk med plads til fire til fem gæster, og ved vinduet står tre højstole, hvor man kan nyde kaffen. Der er ikke plads til mange, og ved bordene kommer man hinanden ved. Grammofonen spiller, og der er ny kunst på væggene. 

Der er altid en enkelt bænk udenfor, og om sommeren er der med løs hånd drysset skamler og bænke rundt, så gæsterne kan nyde kaffen i solen. 

Senest opdateret: 15/10/2023 05:10