Yamas
Åbningstider
- Lukket •Åbent 16:30 - 22:00
- Mandag• 16:30 - 22:00
- Tirsdag• 16:30 - 22:00
- Onsdag• 16:30 - 22:00
- Torsdag• 16:30 - 22:00
- Fredag• 16:30 - 22:00
- Lørdag• 16:30 - 22:00
I Vestergade ligger en af de græske restauranter i Aarhus. Yamas er navnet. En lille restaurant med hyggelig gårdhave og en pænt travl takeaway. Hos Yamas serverer de gedigen mad fra det traditionelle, gammeldags græske køkken. Portionerne er store, og du får meget mad for pengene – hvis det er målet.
Maden
De græske retter, som du kender fra ferierne i Grækenland, finder du her. Masser af gennemstegt kød, der har ligget i marinade eller med krydderier – hvor der i øvrigt er meget smag i. Der er også de traditionelle græske simreretter og den græske pita – ikke som den typiske vi spiser i Aarhus.
Hos Yamas går man direkte til hovedretten. Ingen forretter. 12 forskellige hovedretter er der at vælge mellem. Tilbehøret er det samme til næsten alle retterne. Her er græske kartofler, tzatziki, græsk bondesalat og græsk fladbrød.
Pita
Derudover er der tre forskellige pitaer. Pita med hjemmelavet og kryddermarineret gyros af nakkefilet, en med langtidsmarineret souvlaki af enten kyllingebryst eller nakkefilet eller en med græsk bøf er mulighederne. Fyldet er tomater, rødløg, græske kartofler og tzatziki i et fladbrød. Pitaerne fås også som menuer. Her tilføjes græske kartofler og en valgfri sodavand.
Øvrige retter
Pikilia er den græske tapastallerken for to personer med soutsoukakia, græske kartofler, græsk salat, landsbypølse, gigantes, tzatziki, dolmades og fladbrød. Der er også moussaka med tzatziki, græsk salat og fladbrød. Til vegetaren er der Briam med bagt gulerod, aubergine, squash, kartoffel, græsk salat, tzatziki og fladbrød.
Stemningen
Der er en græsk atmosfære. Det er uformelt og hyggeligt med et delvist åbent køkken. Den blå farve skinner igennem, som det ses på tavernaerne på de græske øer. Gårdhaven er hyggelig og attraktiv, når vejret er til det. Der er gang i takeaway, og der langes meget mad over disken af et venligt personale.
Prisniveau
Du får noget for pengene. Portionerne er ikke de smukkeste, men de er store. Der er kød i store mængder, pænt med kartofler og salat samt en lille omgang tzatziki. Maden kæmper nærmest om plads på tallerkenen. Pitaerne koster 69 kr., souvlaki står til 99 kr., mens de dyreste retter som moussaka og kleftiko koster 139 kr..
LÆS OGSÅ:
Se alle spisesteder i Vestergade her
Græsk mad i Aarhus: Her er de græske spisesteder