Anmeldelse: Keyser Social imponerer med 13 serveringer til 500 kr.
Læs madanmeldelsenRestauranten kalder selv sit køkken for kreativ asiatisk fusion. Umiddelbart et bredt og diffust begreb for de fleste. Men efter 13 retter gav det hele mere mening.
Den ene servering afløser den anden. Bordet fyldes langsomt med små skåle, sprøde snacks og farverige anretninger.
Hos Keyser Social på Frue Kirkeplads i Aarhus handler en fredag aften ikke blot om at blive mæt. Det handler om at tage på en rejse gennem det asiatiske køkken.
Udgangspunktet findes i Fjernøsten, men undervejs sniger nordiske råvarer og teknikker sig ind. Her bliver der både kræset for øjnene og udfordret på smagsløgene.
Vi blev taget venligt imod og vist hen til vores højbord ved baren.
Kort efter sad vi med menukortet i hånden. Aftenens første valg skulle træffes: 10 eller 13 serveringer?
Vi bestilte menuen med 13 serveringer til 500 kr. Dertil kom en flaske bobler, en flaske rødvin og vand ad libitum.
Vores vurdering
Asiatisk fusion · aftensmad · ca. 1.025 kr. pr. person
Menuen
13 serveringer fordelt på snacks, forretter, mellemretter, hovedretter og dessert. Asiatisk udgangspunkt med nordiske råvarer og teknikker.
Maden
Oksetatar, okseribs, grøn karry-kokossuppe og risotto var aftenens bedste.
Stor variation på både størrelse og variation.
Betjeningen
Retterne blev præsenteret ved bordet med overskud og humor. Tjenerne kendte maden og spillede sammen som et team.
Vi manglede på intet tidspunkt opmærksomhed.
Drikkevarerne
En flaske Louis Perdrier Brut til 398 kr. og en let Bourgogne Pinot Noir til 595 kr. Rødvinen fungerede fint til retterne. Vand ad libitum koster 30 kr. pr. person.
Stemningen
Stor restaurant i flere afdelinger med åbent køkken. Planter, dæmpet belysning og små lys på bordene. God akustik, selv om der var fyldt.
Pris og kvalitet
500 kr. for 13 serveringer er en lav pris i Aarhus. Ikke alle serveringer stod lige stærkt, men helheden er pengene værd. Uden tvivl.
Værd at vide
Menuen fås med 10 eller 13 serveringer. De tre mellemretter følger kun med den store menu.
Dommen
13 serveringer med stor variation og få fejlskud til en pris, der er svær at slå i Aarhus.
Vores regning · 2 personer
2 x menu med 13 serveringer1.000 kr.
1 fl. Louis Perdrier, Patriarche Père & Fils, Brut398 kr.
1 fl. Bourgogne Pinot Noir, Les Genévriers, Frédéric Esmonin595 kr.
2 x vand ad libitum60 kr.
Total2.053 kr.
Anmeldelsen fortsætter
Tre snacks åbnede ballet
Aftenen begyndte med et glas Louis Perdrier, Patriarche Père & Fils, Brut sammen med tre snacks.
Først en senbei-kiks med frisk jomfruhummer, forårsløg og japansk syvkrydderi. Smagen var god, men kiksen manglede den sprødhed, som kunne have løftet serveringen.
Den japanske korokke med svampe, soyasyltetøj og syltede løg leverede til gengæld masser af umami. Der var fin balance mellem den salte soya og de syrlige løg.
Bedst var oksetataren med wasabi, sesamolie, tofu- og yuzusauce samt røget brød. En velsmagende mundfuld med bløde, sprøde, syrlige og stærke toner.
Forretter med varme og friskhed
Den grønne karry-kokossuppe med risnudler, bønnespirer og thaibasilikum havde godt med varme. Kokosmælken rundede styrken af og gjorde suppen cremet.
Laksen var mør, men en smule fersk alene. Sammen med mango-ponzu og en frisk ajaad af ingefær, agurk og lime fik den både syre og karakter.
Det braiserede bryst af gris kom med adobo-glace, kokos og thaibasilikum-emulsion. Smagen fungerede flot, men kødet var desværre til den tørre side.
Mellemretterne er værd at tage med
Det er de tre mellemretter, man går glip af, hvis man vælger menuen med 10 serveringer. Alene de langtidsbraiserede okseribs gjorde den store menu værd at vælge.
Kødet var glaseret med restaurantens egen BBQ-sauce og så mørt, at det faldt af benet. Smagen var intens og fyldig, og retten blev en af aftenens bedste.
Den var til gengæld svær at håndtere med pinde, så fingrene måtte i brug. Heldigvis fulgte der vådservietter med.
Den sprøde bao med rejesoufflé og Keyser-sauce var mindre vellykket og uden den store smag. Den var lidt tør, men den cremede sauce trak serveringen i den rigtige retning.
En frisk salat med kål, papaja, radise, kimchi-dressing og ristede ris sørgede for et syrligt og sprødt modspil til de tungere retter.
En let bourgogne
Vi bestilte en flaske Bourgogne Pinot Noir, Les Genévriers fra Frédéric Esmonin, årgang 2024. En letdrikkelig rødvin, der fungerede fint til retterne.
En anderledes risotto stjal opmærksomheden
Det langtidsstegte andelår kom med massaman-karry, chiliolie og sprød sortkål. Det var et stort andelår med meget kød på. Saucen havde fin varme.
Dertil kom marinerede agurker med Nam Jim-sauce, sprøde skalotteløg og friske urter. En enkel og anderledes servering, som vi vist ikke helt forstod. Men syre, sødme og sprødhed spillede fint sammen.
Den asiatisk inspirerede risotto blev en af hovedretternes stærkeste serveringer. Galanga, kaffirlime og kokos blev kombineret med modnet ost og ristede svampe. Resultatet var cremet og fyldigt.
En sød og tropisk afslutning
Desserten bestod af mangosorbet på en luftig mousse af hvid chokolade og ristede ris, afrundet med kokossauce. Mangoen gav friskhed, mens moussen og kokossaucen sørgede for en sød og tropisk afslutning på menuen.
Betjening med glimt i øjet
Betjeningen tog sig tid til at præsentere retterne ved hvert bord. Det blev gjort med overskud, humor og et glimt i øjet.
Med 13 serveringer og et utal af forskellige råvarer er præsentationen vigtig.
Tjenerne fortalte om maden uden at gøre forklaringerne lange eller højtidelige. De havde uden tvivl selv smagt samtlige retter og havde fuldt ud styr på, hvordan de var tilberedt.
Stemningen var afslappet, og det gode humør fulgte med gennem hele aftenen. Vi fornemmede hurtigt, at de spillede sammen som et team. Vi manglede på intet tidspunkt opmærksomhed.
Værtskab i den bedste ende af skalaen.
Lokaler med dæmpet belysning
Keyser Social er en stor restaurant opdelt i flere afdelinger.
På vej gennem restauranten passerer man det åbne køkken. Her blander forskellige sprog sig med lyden af mad, der syder på panderne. Det giver liv til lokalet og understreger følelsen af en restaurant med mange gæster og højt tempo.
Planter, dæmpet belysning og små lys på bordene skaber en hyggelig stemning.
Selv om restauranten var fyldt med gæster, var akustikken god, og det var nemt at føre en samtale hen over bordet.
Er Keyser Social pengene værd?
Ja, helt klart. Det er spændende mad over hele linjen. 500 kr. for 13 serveringer er en ret god pris.
Dog stod ikke alle serveringer lige stærkt. Grisen og baoen var til den tørre side, mens senbei-kiksen manglede lidt af den forventede sprødhed. Men resten fungerede til fulde.
Helheden er alligevel overbevisende. De 13 serveringer bød på stor variation, farverige anretninger og smage, der bevægede sig fra syrligt og friskt til stærkt, sødt, cremet og intenst.
Især oksetataren, de langtidsbraiserede okseribs, den grønne karry-kokossuppe og den asiatiske risotto viste, hvad køkkenet kunne. Ren opvisning i velsmag.
Vi forlod Keyser Social godt mætte og tilfredse.
Med 13 serveringer til 500 kr. er der ikke noget at udsætte på prisen. Overhovedet. Det er en lav pris og i særdeleshed pengene værd.




















