Restaurant Havnens Varmestue
Åbningstider
- Lukket •Åbent 07:00 - 15:30
- Fredag• 07:00 - 15:30
- Lørdag• 07:00 - 15:30
- Søndag• Lukket
- Mandag• 07:00 - 15:30
- Tirsdag• 07:00 - 15:30
- Onsdag• 07:00 - 15:30
På Aarhus Lystbådehavn findes den historiske og hyggelige Restaurant Havnens Varmestue. I 1930’erne blev den grundlagt som Fiskerihavnens Varmestue, og i dag er det stadig havnens folk, der har deres daglige gang, lige som andre også kigger forbi. Varmestuen er blevet til restaurant, og her mødes man til morgenkaffe, en billig frokost eller bare for at hygge sig i dejlige havneomgivelser. Der serveres klassisk dansk mad, kaffe og øl til gode priser.
Maden
Det er gammeldags mad, og menukortet byder på frisk fisk, højtbelagt smørrebrød, salater eller dagens ret.
De åbner tidligt, og fra klokken 6 om morgenen kan du bygge din egen morgenkomplet. Her kan du vælge rundstykker, spejlæg med bacon, rugbrød og franskbrød med pålæg samt morgenkager.
Frokostmenuen starter klokken 11. Her finder du smørrebrød, frikadeller med kartoffelsalat, sild med karrysalat, stegt rødspætte med hjemmerørt remoulade, klassisk gammel ost med fedt og sky.
Dagens ret
Det er et hit hos Havnens Varmestue. Menuen skifter fra uge til uge og kan byde på mørbrad, stjerneskud, karbonader, pariserbøf, stegt flæsk med persillesovs, bøfsandwich eller tarteletter med høns i asparges.
Skal der lidt til den søde tand er der belgiske vafler med is eller chokoladekage.
Drikke
Kaffe, sodavand, øl på fad og i flaske er, hvad du kan stille tørsten med. Til en god frokost hører sig snaps eller underberg, hvilket er en selvfølge hos Havnens Varmestue.
Atmosfæren
Restaurant Havnens Varmestue ser ikke ud af meget udefra. Den er let at overse. Men kendere kommer gerne igen, og i dag er alle aldersgrupper repræsenteret. Når man træder indenfor, er det som om, tiden står stille. Her er hyggeligt med grønne planter og malerier på væggene af skibe og havet og med spillemaskiner i den ene ende af restauranten. Der er god plads ved og mellem bordene.
Om lørdagen er der en helt særlig stemning. Her kommer de faste gæster, og der spilles Døde Duer, og af og til er der livemusik.