Godt gemt i Aarhus N: Pitahytten laver nogle af de bedste pitaer i Aarhus
Læs madanmeldelsen
Pita i Aarhus kan være en blandet fornøjelse. Der er langt mellem snapsene, og kvalitet er et fluffy begreb, når vi taler pita. Men de gode steder, dem som de lokale og kenderne altid spiser hos, er ofte lidt anonyme. Et af de steder, som altid holder et højt niveau, og hvor man ved, hvad man får, er Pitahytten i Aarhus Nord. De er nok det tætteste, vi kommer på den hedengangne og legendariske Jacob’s Pita.
Menukortet giver sig selv hos Pitahytten
Det handler om pita og salatbowls. Menukortet er stramt. Her er ikke flere hundrede retter. Tak for det! Et lille og stramt menukort signalerer kvalitet og omhyggelighed. Og det er lige præcis det, man får hos “hytten”.
Vi bestilte lidt af hvert til fem personer. Bl.a. en pita med flanksteak. Meget mørt kød. Sikkert sous vide, inden det kom på grillen. Haydari og cremefraiche dressing. Her bruger de ikke icebergsalat, hvilket passer os fint. Det er grønne blandede salatblade, som smager af mere.
Pita med grillet kyllingebryst. Pivmørt og saftigt. Det var med stor sikkerhed også tilberedt sous vide, men det er uhyre sjældent, man får kylling, som er så mørt og smagfuldt. At det var grillet sprødt, gjorde helt sikkert også noget for smagen. Den var med salatblade og chili, syltede rødløg, reven gulerod og fetaost.
Bedste chili-pita i Aarhus
En krydret hakkebøf med ost, chilidressing, haydari, salatblade, rød og grøn peber, majs, rødløg, persille og chilimayo. Vi lod kokken lave den, som han syntes bedst om.
Nu kan en hakkebøf være en tør omgang. Men det var den ikke her hos Hytten. De er mestre i at grille dem, så de stadigvæk er saftige, selvom krydderierne er blandet i farsen. Krydderiblandingen er moderat, og løftede helt tydeligt smagen. Osten giver noget fedme, og passer i grunden godt ind til dressingen og ikke mindst haydarien. Den med flanksteak var igen mør. Sous vide giver altid mørt kød, hvilket kød også skal være.
Bowl med blandet salat og grillet kylling
Hvis du er af den holdning, at en bowl er lidt for meget luft og ikke mætter, så prøv, den de lavet her. Vi valgte den store med to grillede kyllingebryster i. Bowlen var så stor, at vi ikke kunne spise op. I grunden lidt vildt til den pris.
Bowl med okse er også i den mættende afdeling. Igen, så er kødet vinderen. Det er ganske enkelt perfekt tilberedt og løfter salaten. Dermed ikke sagt det grønne ikke smager godt. Det gør det, men den hjemmelavede dressing, chilien og kødet gør, man vender tilbage til den her, igen og igen.
- Ærlig og enkel mad uden så meget snak. Det smager godt og er præcist tilberedt.
- Pitahytten holder fast i et stramt menukort og har 100% fokus på pita. Det tæller op.
- Stor valgfrihed og pivfriske råvarer man kan se. Alle dressinger er hjemmelavede.
- De kan komponere en pita, så den er nem at spise. Ikke overfyldt så brødet revner.
- Deres pomfritter er blandt de bedste i Aarhus. De er præcise hver gang, sprøde og bløde indeni, og så er de godt krydret. Vanedannende.
- Personalet er utrolig serviceminded og altid glade. Det gør bare noget ved oplevelsen, at man føler sig velkommen med det samme.
- Forrygende god kylling. Flot grillet og med grillsmag. Man kunne smage marinaden, som er at foretrække. Kyllingekød smager normalt ikke af så meget, men det gjorde den her.
- Deres kød er lavet sous vide, og er altid mørt. Det trækker op.
- Her bruger de udelukkende blandede salatblade, i stedet for iceberg som næsten gud og hver mand bruger i pita i dag.
- Pænt og rent overalt. Det ses tydeligt, at der er fokus på hygiejne og fødevaresikkerhed.
- Masser af gratis parkeringspladser lige uden for døren.
- Der kan være mange mennesker, og de spørger hver enkelt kunde, hvad de ønsker i deres pita, hvilket kan udløse ventetid på nogle tidspunkter.
- Vi testede ikke deres falafel, da den var udsolgt den dag, vi var forbi.
Nu giver vi ikke stjerner her på Spiseguiden, men smileys. Men hvis vi gav stjerner, så ville pitaerne hos Pitahytten få 6 stjerner. Det er ikke raketvidenskab, de laver, men enkel mad, som bare smager godt.
LÆS OGSÅ:
Anmeldelse: Café Åland har knækket koden – et opgør med den klassiske brunch