Madanmeldelse: Pizza i særklasse hos Bello i byens nye foodhall

Kombinationen af landskamp, solskin og lille-fredag lyder umiddelbart som et dårligt udgangspunkt for en anmeldelse. Men det skulle ikke forhindre guiden i at besøge pizzakøkkenet Bello Pizza Club, beliggende i Banken – gågadens nye svar på en foodhall.

Blandt højrøstede ungersvende klædt i rødhvidt og familier på udflugt befandt vi os. Ikke at det gjorde noget, for akustikken var bedre end ventet (læs: frygtet), og lokalet var indbydende og knapt så industrielt, som andre af byens madmarkeder tager sig ud.

Efter at have forsynet os med Bankens eget bud på en øl, lavet i samarbejde med Jakobsen, slentrede vi til Bellos stand og bestilte dels pizza Margherita, dels navnkundige ”I Wanna Nduja” – hvad det så end skal betyde.

Øllen, en IPA, var velskænket og havde lækkert milkshake-lignende tekstur og citrusnoter. Hverken humlen eller syren var for udtalt.

Vores pizzaer var begge trukket lige ud af ovnen og serveret brandvarme. Således godt fra land.

Først Margherita, italienernes magnum opus og evige stolthed. Kan du Margherita, kan du meget, og det kunne Bello. Pizzaen var bagt til perfektion, havde stor snobrødslignende smag og sexet brankethed. Bunden havde et sprødt knæk, mens tomatsovsen var af den lyse, nærmest frugtige slags og kom veldoseret og spredt med kyndig hånd. 

Det var en på alle måder fremragende version af støvlelandets klassiker. Og så havde man endda haft det overskud at stryge flagesalt på tværs af pizzaen. Et enkelt, men modigt træk, som kræver forståelse for helhedsindtrykket. 

Bravo.

Den friske basilikum var bagt med i ovnen, men var på ingen måde brændt i smagen, og også mozzarellaen spillede nøje sin rolle.

Videre til den krydrede fætter på siden. Heller ikke på pizza ’Nduja var der det mindste at komme efter på afbagningen; Den var mindst så sprød og indbydende som det første anslag. 

’Ndujaen var stærkere end vanligt. Der var bundtræk, særligt da den havde fordelt sig flot på hele pizzaen som små håndgranater af hidsighed. Men der skal to til tango, og de medfølgende rødløg akkompagnerede den stærke fars glimrende.

Som et sødmefuldt modspil stod tomatsaucen og fintskåret rødløg, mens generøst placeret mozzarella toppede med sin fedme.

Det er efterhånden vanskeligt at finde moderne pizzeriaer, der ikke er på surdej, men ikke hos Bello Pizza Club. Her opererer man med traditionel gærdej, og det trækker hverken op eller ned. Pizzadejen havde fornøden spændstighed og sej struktur, og der var godt med salt til stede. Selvom smagen ikke var på et himmelråbende kompleksitetsniveau, blev der tilfredsstillende leveret. 

Sådan så den let sprøde bund ud på vores pizza.

Mætte, tilfredse og positivt overraskede over både helhedsindtryk og velsmagen, tog vi afsked med Bello og Banken. Det var umuligt ikke allerede nu at overveje, hvilket af Bankens spisesteder vi skal forbi næste gang. 

LÆS OGSÅ:

Madanmeldelse: Nonna Velide – italiensk mad blandt heste og ryttere