Anmeldelse: Bassin 7’s nye spanier vinder ikke kampen om det spanske køkken

Sommeren har i den grad været med spansk fortegn. Først slog Bastián dørene op i Latinerkvarteret, dernæst fulgte Bar Donostia trop på Aarhus Ø, og i sidste uge kunne vi berette om Boca Real, der åbner ved Klosterport i slut september.

Det spanske køkken passer nu også meget godt til den aarhusianske madscene anno 2026. Der skal være en livlig, gerne uformel, stemning med plads til larm og latter. Maden skal være ukompliceret og til at betale, og så gør det ikke noget med flere mindre retter fremfor den traditionelle kanonade af forret, hovedret og dessert.

Undertegnede var da også meget begejstret over Bastián, der udmærkede sig ved gastronomisk kreativitet og et chik indrettet lokale med højt til loftet, brune nuancer og lækkert service.

Helt naturligt skulle turen nu komme til Bar Donostia.

Bar Donostia er åbnet i et af de nyeste småhuse ved kanten til Bassin 7, Aarhus Ø.

Anmeldelsen fortsætter

Vi lagde for land med et udvalg af snacks og kom skidt fra start. Ansjoserne til vores gilda var af underlødig kvalitet med trannet smag og smattet konsistens, og en servering af aubergine druknede i en sådan grad af salt, at jeg måtte give op efter første mundfuld.

Her på stedet får man 2 gilda for 25 kr. og altså dobbelt så meget som på Bastián til den samme pris. Men pris og kvalitet hænger som oftest sammen, og her var et godt bevis på samme.

Store flager havsalt og ansjoser lå ovenpå de friterede stykker aubergine, og end ikke teenageårenes møder med tequila har efterladt mig så tørstig.

Det gik straks bedre med vores pintxos. Varianten med chorizo, brie og honning smagte tømmermændsagtigt godt og havde blændende balance mellem sødme, salt og fedme samt en fræk lille røgtone.

Brød med blæksprutte var også forholdsvis vellykket, dog ikke på grund af blæksprutten, der var svær at finde og langt fra levede op til sit billede på Bar Donostias hjemmeside.

Til gengæld spillede en syltet tomat og en veltilsmagt aioli fint sammen.

Pintxos med chorizo var en rigtig stoddermad, som jeg godt kunne finde på at servere til næste herrefrokost.

Midt på karakterskalaen fandt vi en servering med komfortable kroketter. De fås med mere smag og karakter på hjemstavnen i Spanien. Men de var afgjort spiselige, med luftig konsistens, tynd panering og mild smag af tørret skinke.

Fire udmærkede kroketter til blot 55 kr.

Aftenens ubetinget bedste mundfuld skulle vi finde i en skål med hvidløgsrejer, gambas al Ajillo. Rejerne var tilberedt på sekundet og med dejlig konsistens, og der var temperamentsfuldt doseret med hvidløg.

Serveringen synede ikke af meget ved ankomst og manglede sin karakteristiske boblende varme, men hvad den savnede i visuelt indtryk, fandt vi med længder på smagen.

Vi var startet med to små Estrella-fadøl, men de fik hurtigt ben at gå på til den salte mad.

Skal man ikke have øl, er en oplagt ledsager til bar-maden en flaske cava, og Bar Donostia er forholdsvis velforsynet med 7 varianter at vælge imellem.

Valget faldt på ’Cava Dama’ fra producenten Naveran, der besad cremet fylde og frugtmodenhed og en forfriskende syre.

Et ganske glimrende bud på cava i den mere seriøse stil til 435 kr. og dermed godt prissat.

På papiret skulle vi med næste omgang, de lidt større kødretter, nu forkæles. Men sjældent er jeg blevet så overrasket og skuffet på en og samme tid.

Først, en pærevælling af patatas bravas, der sejlede rundt i olie, og som var blottet for smag af den ellers obligatoriske røgede paprika.

Og hvor man ofte vil finde serveringen med en lækker tomatiseret sauce, var her alene en mayonnaise baseret, og fuldkommen smagsløs, topping. Den bidrog ikke med andet end unødvendig fedme.

Olien havde tydeligvis været for kold ved mødet med de små kartoffelstykker, og de poppede derfor nærmest med olie i munden. En oplevelse meget langt fra det behagelige.

Havde jeg troet, at det ikke kunne blive værre, skulle jeg dog tro om.

På proteinsiden var vi gået med spanske kødboller, albondigas, og de kom med tomatsauce, syltede pebre og chili.

Kødbollerne havde en grynet, alt for finthakket konsistens, og man måtte have glemt at røre tilstrækkeligt med salt, for de smuldrede ved indtagelse. Eller så var problemet, at de bestod af både hakket fars og større stykker kød. En besynderlig, tør størrelse.

Kødbollerne kunne være reddet af tomatsaucen, men et par skefulde væde, sandsynligvis fra chilifrugterne, havde fundet vej til saucen og gjorde det til en vandet affære.

Vi skyllede efter med et glas Ribera del Duero fra dygtige Lambuena, som i årgang 2024 har insisterende frugtighed og begrænset smag af egetræsfade. Til 85 kr. var det et fint glas og en god parring til tomatsaucen.

På den sidste tallerken havde vi ”BBQ kamben”. Hvor BBQ-delen kom fra, skal jeg ikke kunne sige, for nogen sauce kunne jeg ikke registrere. Men kamben var det, og de var i afsavn af både saft og smag. For ikke at sige kød, for der var begrænset med indhold på de små ben.

Kambenene var aftenens tredje indslag med syltede chilifrugter. Benene smagte ikke dårligt, men det ville også have krævet, at de smagte af noget i det hele taget.

Det var som om, køkkenet var gået mentalt hjem for aftenen, og vi helt ubelejligt havde bestilt mad. Andre grunde kan jeg ikke se til at servere så sløset en omgang.

Lettere slukørede fik vi betalt, og tilbage var mest at glæde sig over udsigten fra Aarhus Ø i skumringstid.

Den er nu også svær at slå.

Læs flere anmeldelser her:

Anmeldelser af restauranter

Alle madanmeldelser

Anmeldelse: Café Englen kan sin bistro ABC, men svipser på saucen