Af Jan Lind Pedersen,

Gourmettoasten på NorthSide smagte ikke af gourmet. Langt fra. Brødet var fint. Resten svarede ikke til forventningerne fra en af landets bedste svineproducenter.

Troldegårdens svinekød er normalt umuligt at sætte en finger på. Grisene lever et frit liv på gården ved Hovedgård. Kødet er økologisk og kendt for sin kvalitet. Når den gård i den kaliber åbner en bod på NorthSide, er forventningerne derefter.

De holdt ikke. Desværre.

Bonde Toast på NorthSide 2026

Den ser bedre ud, end den smager

Bonde Toast er ikke en ny bod. Troldegårdens gourmettoast med sprødt brød og økologiske råvarer lyder oplagt. Det er præcis den slags bud på festivalmad, man gerne vil have mere af. En lokal producent, egne råvarer, enkelt koncept.

Toasten ser ikke prangende ud. Det er ikke problemet. Det gælder om smagen.

Vi testede Bonde Toast to gange. Niveauet var det samme begge gange. Anden gang tog vi et bid og smed resten ud. Det sker ikke særlig ofte.

Kødet var til at se, ikke til at smage

Troldegården er kendte for deres gode svinekød. Det er ikke til at smage i toasten. Det kan ses, men et bid fortæller ikke, at man spiser gris fra en producent, der går op i kvalitet. Der var tankevækkende lidt kød i. Det er en skuffelse af de store.

Det er svært at forstå. En bod i Troldegårdens navn burde sætte kødet i centrum. Det gør toasten ikke.

Sennepen var der. Meget svagt. Osten ligeså. Der var ingen smag, der slog igennem, ingen bid, ingen fedme, ingen af de ting, der gør en toast værd at spise. 

Brødet dominerede

Brødet var sprødt og fint at se på. Der var bare for meget af det i forhold til fyldet. Og brødet alene løfter ikke en toast, der hedder gourmet. Slet ikke. 

Fire mand testede og sad tilbage med det samme spørgsmål: Hvordan slipper man afsted med at kalde det gourmet?

67 kroner for en toast er i den lave ende på en festival. Prisen er ligegyldig, når man ikke spiser maden op. Ikke godt for madspildsregnskabet. Vi kender Troldegårdens produkter og er aldrig blevet skuffet af dem. Og da slet ikke i en grad som her. 

Det økologiske er sympatisk

Alle råvarer er økologiske. Det er godt set og fortjener ros. Men det er ikke nok, når smagen udebliver.

Ordet “gourmet” er i dag godt gennemtæsket og misbrugt. At bruge det om den her toast er forkert. En gourmettoast skal smage af noget godt og af man har gjort sig umage. Den her fejlede for alvor.

Vores vurdering

Det er sympatisk med lokale, økologiske råvarer. Det trækker op. Men det er ikke nok, når selve produktet ikke holder.

En toast med Troldegårdens svinekød burde smage af svinekød. Det gør den ikke. Sennepen er for svag og tæt på ikke eksisterende. Osten giver ingenting. Brødet dominerer fyldet, der ikke er der.

Vi testede toasten to gange. Måske var de bare uheldige. Men det var de åbent ikke. Sådan var den.

 


Mad på NortSide

Spiseguiden Aarhus anmelder i år mad og drikke på NorthSide. Vi er fire anmeldere på festivalpladsen, og ambitionen er at spise os igennem samtlige madboder. Vi tester anonymt, står i kø som alle andre og betaler selv for alt, hvad vi spiser og drikker. Vi giver ikke stjerner. I stedet kommer vi m…
Senest opdateret: 06/06/2026 03:06