Fikumdik Kaffe i Aarhus

 

Hvis du får lidt for meget af overdreven brug af glas, beton, stål og nybyggeri i Aarhus, så tjek nogle af byens små, gemte oaser ud. Dem er der en del af, og en af dem er Fikumdik Kaffe i den gamle Falck station på Søren Frichs Vej. Fikumdik er et af de steder, hvor man udefra måbende tror, man er gået forkert. Det er en hule, som man kun kan knuselske. Stemningen skal opleves. Ganske enkelt. 

 

Fikumdik Kaffe set udefra

 

Her er ikke fine menukort, som man kan bruge tiden på at nærstudere. Her er en tavle med, hvad man kan få. Sådan er det – og det virker fint. Nu er menuen også til at overskue, så det er ikke en af fortidens store dobbelte skoletavler, vi er ude i. Maden er hjemmelavet, og råvarer er ikke laveste fællesnævner. 

 

Her er en cool indretning hos Fikumdik Kaffe

 

En café med kaffe og god mad

Fikumdik er en kaffebar ifølge deres navn på papiret. Men i den virkelige verden er det mere end en café. Dog er det en kamp om ord. Men begreberne er noget flydende i de her år. Når man er hos Fikumdik, er det også fuldstændig lige meget, hvad de er. De er sig selv, og tak for det!

 

Tavlen hos Fikumdik Kaffe

 

Vi valgte tre gange af deres morgenmad og et par croissanter. Prisen er for mad og drikke til tre personer. Deres smørbagte croissant med skinke, spinat og Gammel Knas er ganske enkelt en must try. For 6o kr, får man ymer med knas, blødkogt æg, marmelade, Gammel Knas og en lun bolle. 

 

Morgenmad hos Fikumdik Kaffe

 

 

Kaffebønnerne er fra Søren Stiller i Klostergade. Most og øl er fra Ebeltoft Gårdbryggeri. Osten er fra Arla Unika. 

 

Kaffe og saft hos Fikumdik Kaffe

 

Vurdering

Vores vurdering
  • Bare atmosfæren gør, at Fikumdik er foran 2-0 fra start. En farlig føring, så vi afrunder til 3-0. Ret stor føring for beliggenhed og atmosfære. 
  • Bollerne var friskbagte med god fylde. Der var ikke overdrevet meget luft i dem, men hold da kaje, de smagte godt. 
  • Gammel Knas er ganske enkelt en forrygende god ost. Fikumdik gør sig umage i deres valg af oste, og det giver bonus.
  • Kaffen er i en klasse for sig. Den er fra Søren Stiller og er vanedannende. Et ret sikkert stik, de tager her. Den fås ikke bedre i Aarhus, hvis man spørger os her på Spiseguiden. 
  • De fleste stole, på nær sofaerne, er af den hårde slags, så man bliver ikke siddende frivilligt alt for længe.
  • Croissanterne smagte af smør. Sprøde som ind i himlen. De holder hele vejen til Paris og tilbage til den gamle Falckgård. 
  • Der er god value for money med deres morgenmadstallerken og croissanten. Drikkevarerne er nu heller ikke skævt prissat, selvom vi ikke er med i toppen på listen over gode tilbud.
  • Betjeningen er sådan nogle typer, man kun kan holde af. De tusser rundt i et behageligt tempo og går op i, at gæsterne har det godt. Man får ikke stress af at se betjeningen arbejde hos Fikumdik. 
  • Lidt ventetid må man påregne, men hvis man har megatravlt, så går man næppe ind ad porten i en gammel Falck station i Åbyhøj. Befriende, at man har nok tid her. 

 

Hvor længe, Fikumdik Kaffe får lov til at husere i de gamle garager, er for os uvist. Længe, forhåbentligt. Det er den slags gemte oaser, vi mangler og vil have flere af i Aarhus. Nybyggeri har vi øjensynligt mere end rigeligt af. Hvis du ikke har besøgt Fikumdik, så giv dig selv chancen, mens tid er. De får vores bedste anbefaling med på vejen, da de gør Aarhus til en bedre by at spise og drikke ude i.

 

 

Lidt gæster fra morgenstunden hos Fikumdik

 

Ret afslappet stemning i den gamle Falckstation

 

Fikumdik er en kaffebar ifølge deres navn på papiret.

 

Saft hos Fikumdik

 

LÆS OGSÅ:

Madanmeldelse: Laver de Danmarks bedste falafler i Aarhus?

 


Fikumdik Kaffebar

Fikumdik Kaffebar er en af byens godt gemte og hyggelige kaffebarer. En godt gemt hule i den gamle Falck-station på Søren Frichs vej i Åbyhøj. Rettere, så er postnummeret Aarhus C, men det ligger på Åbyhøj-siden af Ringgaden. Det er de gamle, store haller med højt til loftet, hvor Fikumdik holder ti…
Senest opdateret: 10/08/2023 07:08