Af Peter Steffensen,

Hooked Seafood Kitchen i Banken i Aarhus C

Københavnerkonceptet Hooked Seafood Kitchen, der blev født i hovedstaden i 2016, er ankommet til Aarhus, og det er landet med en selvsikkerhed, der klæder det. Siden 2024 har kæden fra København serveret diverse retter med fisk og skaldyr i Banken Food Hall i Aarhus i et prisleje, hvor alle kan være med.

Restauranten finder du side om side med de andre eksotiske spisesteder i den såkaldte foodhall. Selve facaden har et stilrent design med hvide klinker og en hummer i rampelyset.

Vi besøgte restauranten til frokost og orienterede os kort i det simple menukort, som tilbød diverse retter med fisken i centrum. Her blev opmærksomheden hurtigt rettet mod deres hummerhotdog til 149 kroner, som vi bestilte. Dertil fik vi smagt deres fish and chips til 125 kroner, en omgang fiskefrikadeller på rugbrød til 85 kroner og deres sushibowl med tun til 99 kroner.

Hummeren fik lov at skinne igennem

Lad os starte, hvor det hele kulminerer: hummerhotdoggen. Den serveres i en smørstegt brioche, der læner sig op ad de klassiske lobster rolls, som man måske kender fra USA. Den er både visuelt indbydende og ekstremt velkomponeret med en tilfredsstillende mængde hummer.

Hvor hummeren hos Hooked tidligere har været vendt i dressing, får den nu for alvor lov til at skinne igennem med en hurtig tur i smørbad. Her bliver man ramt af en sødme og fylde. Den understøttes af sprøde løgringe og et frisk pres lime, som skærer elegant gennem fedmen. Det sad lige i skabet!

Sprødhed med sikker hånd

Også fish and chips rammer et højt niveau. Hvor man klassisk vil vælge en våd dej, også kaldet batter, at vende fisken i, har de her gået med en grov tempura-rasp. Det fremstår som et sikkert og velovervejet valg, der sikrer sprødhed. Den sprøde og gyldne panering giver plads til flotte, varme lameller af mørksej, som overrasker positivt.

Hvor mange klassisk set vælger torsk, viser mørksejen her, hvorfor den ikke må overses som et godt og billigere alternativ: masser af karakter, stadig saftig og med en fast struktur. Sammen med en velbalanceret tartarsauce med tydelige noter af kapers rammer retten et højt niveau.

Pomfritterne er rustikke, sprøde og præcist smagt til med salt og eddike, der tilfører et kærkomment syrligt modspil. Her skal det noteres, at de også spiller godt sammen med en iskold fadøl.

Når genvejene bliver for tydelige

Der er dog også steder, hvor ambitionerne ikke helt følges til dørs. De lune fiskefrikadeller, lavet på Pernilles fiskefars, fungerer, men skuffer i konteksten. På trods af de tydelige spor af laks i farsen savner jeg tekstur og en mere grofthakket fars.

Når barren bliver sat så højt med både hummer og fish and chips, virker det som en genvej, der ikke helt stemmer overens med resten. Hertil kommer et stykke rugbrød, der befinder sig i et lidt udefinerbart mellemstadie: hverken sprødt eller friskt. Her kunne lidt smør og mere præcision løfte helheden markant.

Den præfabrikerede remoulade, tilsmagt med dild og urter, smager fint, men fremstår igen som den nemme løsning, der ikke passer ind i det ellers høje niveau.

Appetitlig, men lidt for poleret

Sushibowlen med tun er også utrolig appetitlig og endnu et forsøg på at være med på tidens poké-trend. Den er pæn og velfungerende, men også lidt for sikker.

Tunen er hverken vendt i mayonnaise eller soja og får derfor lov til at stå rent frem, hvilket er et klart plus.

Forholdet mellem tun og de øvrige komponenter halter dog, og retten savner et ekstra syrligt eller friskt element ud over rødkålen, som kan give den kant og skære gennem det ferske udtryk og varmen fra chilimayoen.

Øl fra Carlsberg

Foodhall-baren serverer et stort udvalg af øl, men alle velkendte. Vi skulle selvfølgelig smage deres eget husbryg, som er lavet i samarbejde med Jacobsen Bryggeri, samt Mikkellers Ris Lager. Begge blev serveret med flot skum på toppen.

Stemning, øl og plads til mere liv

Atmosfæren i Banken er uformel og levende, og diskokuglen i loftet indbyder tydeligt til et besøg i de sene aftentimer. Når man står med en øl fra huset eller en fra Mikkeller i hånden, forstår man hurtigt, hvorfor stedet trækker folk til om aftenen med musik, lys og god plads at boltre sig på. Vi var der til frokost, og der var ikke mange gæster. Lidt underligt, men måske er de endnu for ukendte.

Samlet set leverer Hooked en stærk oplevelse, hvor særligt den unikke hummerhotdog og fish and chips viser, hvad konceptet kan, når det er bedst. Men netop derfor står de færdigkøbte fiskefrikadeller tydeligere frem. Potentialet er der, og når det indfries, smager det virkelig godt.

Vores vurdering
  • Hooked rammer virkelig højt, når hummeren får lov at være hovedperson. Hummerhotdoggen er visuelt indbydende, velkomponeret og balancerer sødme, fedme, sprødhed og friskhed på fornem vis.
  • Fiskefrikadellerne skuffer i forhold til vores forventninger. Pernilles Fiskefars havde lavet dem. De kunne spises, men farsen mangler tekstur, mere fisk, smag og rugbrødet virker hverken sprødt eller friskt. Remouladen føles som en lidt for nem løsning fra en plastikspand.
  • Fish and chips viser, at Hooked kan løfte en klassiker med sikre valg og god teknik. Den sprøde tempura-rasp, saftige mørksej og velbalancerede tartarsauce gør retten til en af de klare succeser på bordet.
  • Sushibowlen med tun er appetitlig, pæn og velfungerende, men den spiller lidt for sikkert. Tunen står rent og flot frem, men retten savner syre, friskhed og mere kant.
  • Atmosfæren i Banken er flot, uformel og levende. Til frokost var der dog lidt stille, og man savnede mere liv i rummet.

Hooked Seafood Kitchen i Banken

  Hooked Seafood Kitchen ligger i Banken Foodhall på Kannikegade 4 i Aarhus C. Her er fokus på fisk og skaldyr i uformelle rammer. Det er seafood uden fine fornemmelser. Stedet passer til frokost, hurtig aftensmad eller mad før en tur videre i byen. Hvad er det her for et sted? Hooked Seafood K…
Senest opdateret: 15/05/2026 04:05