Sylt ligger for alvor godt gemt i en baggård i Mejlgade. De har dog skilte i en anselig størrelse stående på fortovet i Mejlgade. Men man skal vide, hvor den lille og hyggelige baggårdsrestaurant ligger. Den drives af et par kammerater, som altid selv er i restauranten. De er herlige, elsker gæster og er nede på jorden. Uden dem var restauranten knap så interessant at besøge. 

Maden og køkkenet 

Køkkenstilen hos Sylt er på ingen måde stringent, tværtimod, og her er ingen dogmer – sådan er det og fantasien får frit løb i køkkenet. Man tager det, som køkkenchefen synes, smager godt, og så er det underordnet, fra hvor i verden retten stammer. Bare det smager godt og fungerer. 

Vand kom på bordet fra starten. Efter bestillingen kom vinen og det nybagte madbrød. Bordene er i øvrigt uden dug, servietterne af papir, og bloklysene brænder for fuldt tryk. Der er 16 pladser indendørs og seks ude i gården. 

Der er to 3-retters menuer at vælge mellem. I den store menu kan man mikse flere retterne som man ønsker.

Menukortet er skrevet på tavlen – men kan også ses online. Dog skifter enkelte retter på dagen, og de kan ikke ses. Det samme med vinene og øvrige drikkevarer. 

En af forretterne var Vitello tonnato af kalveculotte med syltet tomat, kapersbær, rucola og parmesan. Kødet var mørt og velsmagende. De syltede tomater gav sødme til retten. En velkomponeret ret, hvor der ikke var sparet på parmesanen. 

Syltede kammuslinger, friseé salat, kærnemælk med skilt olie, syltet agurk og ørredrogn. En ufattelig let og ærlig ret. Kammuslingerne var møre som smør. En skøn og let ret uden de store overraskelser. Den smagte godt og kan klart anbefales, hvis man er til forretter i den lette genre.

Den ene hovedret var en fiskesuppe med torsk, blåmuslinger, svampe, syltet fennikel, muslinger og persille. Der var mango/pistacie på toppen. Det var ikke en typisk fiskesuppe, vi havde med at gøre – ud over torsken og muslingerne. De mange grøntsager kunne smages. Fenniklen bragede igennem og tog lidt for meget af smagen, da vi gik ud fra, det ikke var en fennikelsuppe.

Kalve nyretapper eller Onglet, som udskæringen også kaldes med rødvinsglace med brombær, selleri, jordskokker og pære. Kraftig sauce. Godt indkogt. Relativt mørt kød. Grov i strukturen og perfekt rosastegt. En glace i den kraftige ende af skalaen, men efteråret er jo også på vej.

Desserten var lakridskage med hvid chokolade og hindbær. En udmærket kage, som var præget af lakrids, som er her, der og alle vegne. Den smagte lidt for meget af lakrids, hvilket var synd. 

Den anden dessert var syltet abrikos med flødeskum og mandelknas. Den tog til gengæld kegler. Helt suverænt gode abrikoser, og hvem kan have noget imod fløde?

Vurdering
  • Placeringen i en skjult baggård tæller op. Det er en lille oase. Vi tror, det er Rom, vi er havnet i og ikke Mejlgade. En madhule, som man skal vide, hvor er. Den placering trækker op i vores bog.
  • Sylt er en rigtig hverdagsrestaurant, som laver hverdagsmad uden fine fornemmelser, og som de fleste kan lide.
  • God og jordnær betjening. Der er værtskab, og man får svar på eventuelle spørgsmål. Ejerne er der stort set altid. Betjeningen scorer topkarakter den aften, vi var forbi.
  • Fiskesuppen smagte ikke af fisk udover torsken. Suppen var nærmere en grøntsagssuppe med fisk. Den smagte fint nok, men vi var skuffede, da vi regnede med at få en “rigtig” fiskesuppe, som smagte af fisk.
  • Vitello tonnato af kalveculotte var mere end almindelig vellykket - og kødet var mørt.
  • Prisen for tre retter var 285 kr., hvilket var en fair pris. Ikke noget vildt godt tilbud, men på samme niveau som mange lignende restauranter i Aarhus.
  • Ikke meget plads. Man sidder tæt, og bordene er petit-størrelse. Der er ikke meget fred, vi kunne høre hvad de talte om ved de andre borde. Det skal man bare vide, vel vidende en del gæster elsker at sidde tæt.
  • Vinkortet er småt og stramt. Vinene er pleaser vine, som de fleste kan lide, og priserne er yderst sympatiske - faktisk er det yderst sjældent, man kan købe en flaske vin til 200 kr., og som smager ganske udmærket.
  • Der er udeservering i baggården, når vejret viser sig fra sin gode side.
  • Der er hygge og charme som bare pokker i det lille lokale. Stemningen er helt nede på jorden, og kokken er gerne med i snakken ved bordene fra det åbne køkken. De hvide klinker på væggene er dekoreret med tilfredse gæsters signatur og kommentarer i alverdens farver.
  • God mad og drikke uden så mange overraskelser. Sylt holder, hvad de lover - og vi fik, hvad vi forventede, hverken mere eller mindre.
  • Kaffen var ikke noget at råbe hurra for. Den kunne drikkes, men den helt store nydelse udeblev.

 

 

LÆS OGSÅ

Tjek vores guide til julefrokoster i Aarhus her

Sandwich Kompagniet: Det er ikke hjemmelavet mad, men man ved, hvad man får


Senest opdateret: 18/10/2023 10:10