Les Trois set udefra Frederiksgade

Husker du dengang Les Trois indtog Frederiksgade?

 

I Frederiksgade lå i en relativ kort periode den franske restaurant Les Trois. En restaurant, brasserie og bar i et. I grunden gav det god mening.  Restaurant åbnede den 1. juni 2018 og lukkede igen i november 2019. 

 

Det var et stort sted. Tre etager der var tilsat en hulens masse logistik. Konceptet var godt hos Les Trois, men passede åbenbart ikke til stedet. Kunderne forstod det ikke helt, og der kom desværre ikke nok gæster til, at det kunne løbe rundt. Desværre vil de fleste frankofile nok sige.

 

Gode intentioner

Intentionen var, at du ikke behøvede at gå andre steder hen. Det var en helaftensoplevelse med det hele, man fik her. I stueetagen fandt man restauranten med fransk inspireret mad efter den klassiske franske kogebog. Kokkene kunne deres franske ABC-kokkebog til fulde.

 

På første sal var der vinbar, hvor udvalget var i den bedste liga i Aarhus på det tidspunkt. Restauranten var formfuldendt fransk, havde god stil og satte en ære i at lave klassisk fransk mad. Les Trois var ejet af Kim Thygesen, Rolf Nordentoft og Nicolai Bech. De to sidstnævnte drev også Restaurant Dauphine længere oppe ad gaden. Kim Thygesen driver i dag Restaurant Den Gamle Stald i Auning. 

 

Maden hos Les Trois

Det var franske klassikere og en god blanding af landkøkkenstilen med lidt strejf af gourmet, der var tale om på Les Trois. Kokkene kunne deres håndværk. En stor del af råvarerne kom fra Frankrig. Ingen slinger i valsen her. 

 

Til frokost fandt du franske klassikere som tatar, snegle, moules, franske kyllinger, et patékort og oste. Aftenmenuen bød på paté en croute, Tournedos Rossini, bouillabaisse og foie gras terrine. Du ville kunne opleve trancheringer og flamberinger ved bordene. Bare det at have et patékort fortalte, at vi havde med en restaurant at gøre, som ville noget andet end de andre i Aarhus.

 

Vinkortet var blandt de bedste i Aarhus 

– i en kort periode, fristes man til at sige. Udvalget af vine var fra hele verdenen med hovedvægt på europæiske vine og Bourgogne. Heriblandt bourgognevin med alder. Dvs. fra midt 80’erne og frem. De fandtes både på glas og flaske. Derudover kom der et pænt antal gins, gode avec’er og ikke mindst cigarer. Kim Thygesen er uddannet sommelier, mens Rolf Nordentoft er passioneret og respekteret vinkender og har speciale i franske vine med alder. At der var et herreværelse, hvor man måtte ryge cigarer til sin cognac i Aarhus, var cool. Det har vi ikke set siden, de lukkede, og tiden er måske ikke til den slags længere. Men idéen var god, og trioen bag Les Trois skulle og skal have ros for at gøre noget nyt.

 

Prisniveau

Priserne var i orden. Set i bakspejlet var priserne nok for lave – lidt Kloge-Åge har man vel lov til at være. De franske frokostretter kostede 85 kr., og patékortet startede ved 95 kr.. Aftenretterne kostede fra 175 kr. for fiskesuppen og endte ved 395 kr. for Tournedos Rossini, hvilket var en mere end almindelig god pris. Alt var fair prissat, og målgruppen var alle, som var glade for det klassiske franske køkken. 

 

Stemningen hos Les Trois

Det var stilrent, lyst og lækkert på restaurant Les Trois. Umiddelbart ikke retrofransk, som vi kender det fra de gamle restauranter i Paris. Dette til trods, så fornægtede det franske dna sig ikke. Lokalerne var jo et gammelt diskotek, og der er grænser for, hvor fransk det kan laves. Men det var et cool sted på den gode måde. Intet snobberi fandt man her. Stilen lå i øjenhøjde med menneskestrømmen ude på Frederiksgade. 

 

Betjeningen var nede på jorden og gjorde, hvad de kunne, for at gæsterne fik en god oplevelse. Det holdt de langt hen ad vejen, især når de tre værter var i restauranten. De havde alle stor erfaring og elskede at fylde værtsrollen ud. 

 

Efter Les Trois lukkede, overtog CANBlau lokalerne, og de ligger der stadigvæk den dag i dag.

 

LÆS OGSÅ:

Husker du Restaurant Latin i Aarhus?