Manon i Frederiksgade i Aarhus C-7

Manon: Fire venner åbner ny bar i Frederiksgade

Af Jan Lind Pedersen,

 

Den nye bar Manon åbner i Frederiksgade 44 i Aarhus på torsdag den 21. maj. Bag står fire venner, der vil skabe en hyggelig bar med fair priser og relativ dæmpet musik.

Frederiksgade i Aarhus får snart endnu en bar. Den nye bar hedder Manon og åbnes af fire venner, som har kendt hinanden i flere år.

Ambitionen er at skabe den bar, de fire selv synes, der mangler i byen. En bar, hvor hygge, værtskab og gode drikkevarer går hånd i hånd. Gæsterne skal kunne nyde en aften i indbydende omgivelser og til priser, som ejerne selv betegner som fair.

Fire baggrunde, én fælles bar

De fire ejere kommer med vidt forskellige erfaringer. Nogle af dem har tidligere arbejdet sammen på kryds og tværs i nattelivet.

Den ene er allerede restauratør og driver både en bar i Aarhus og en bar i Val Thorens i Frankrig. 

En anden har arbejdet i forskellige servicefag inden for rejse- og oplevelsesbranchen. 

Den tredje arbejder i en softwarevirksomhed, mens den fjerde har erfaring fra nattelivet i både Danmark og udlandet. Først som aktiv del af barbranchen og senere som salgskonsulent med salg af spiritus til branchen.

Vil ramme et bredt voksent publikum

Manon henvender sig til et bredt voksent publikum og har ingen fast aldersgrænse. Ifølge ejerne er alle velkomne, hvis de kommer med godt humør og bidrager til en positiv og glad stemning.

Det har taget de fire venner over et år at finde de rigtige lokaler. Da muligheden i Frederiksgade opstod, var de ikke i tvivl. Gaden har de senere år udviklet sig til et livligt strøg med både barer og restauranter. 

Sydlandsk inspireret menu

Menuen hos Manon er sydlandsk inspireret. Det gælder både vin, cocktails og spiritus.

Baren kommer blandt andet til at servere fadøl fra Carlsberg, cocktails, gin & tonics og vermouth & tonics. Vin- og champagnekortet får flere prisklasser, så der både er noget til det brede publikum og et mere særligt kælderkort til vinkenderen.

Der er også tænkt på gæster, der ikke drikker alkohol. Manon får franske lemonader, forskellige cider, mocktails og alkoholfri øl.

Signaturdrinken skifter med årstiderne. I sommerhalvåret er det Manon Spritz med Lillet Rosé, Ziropa Rhubarb sirup, cava og danskvand. Hver måned serveres der desuden en månedens vin til 300 kr. for en flaske. I maj kan man få en flaske cava eller rosé til den pris.

Tilbud i åbningsweekenden

I åbningsweekenden har Manon flere særlige tilbud. Her kan gæster få Manon Spritz til 50 kroner, Carlsberg, Classic eller Blanc til 50 kroner, et glas cava til 50 kroner og en flaske månedens vin til 300 kroner.

Ejerne har sat priserne ud fra, hvad de selv gerne vil betale, når de går ud. Derfor kan man altid få en pilsner eller Classic fadøl til 50 kroner, en flaske månedens vin til 300 kroner eller en cocktail til mellem 85 og 105 kroner. Derudover vil der også være dyrere vine og champagner til dem, der ønsker en oplevelse lidt ud over det sædvanlige.

Fokus på værtskab og gode rammer

Det gode og uformelle værtskab skal være en vigtig del af Manons identitet. Sammen med de indbydende rammer og det dæmpede lydniveau skal det adskille baren fra andre steder i byen.

Baren får cirka 20 til 24 udeserveringspladser.

Målet er, at gæsterne går derfra med en glad følelse og husker Manon for det gode værtskab, som skal bidrage til en sjov og hyggelig aften.

Manon i Frederiksgade

Praktisk information

Manon holder åbent onsdag og torsdag fra kl. 16 til 00, fredag fra kl. 14 til 02 og lørdag fra kl. 12 til 02. Det er muligt at booke bord, selskab, fødselsdag, julefrokost og lignende via den her mail: booking@manonaarhus.dk

Manon åbner også gerne udenfor de normale åbningstider på alle ugens dage, hvis gæster ønsker at bruge lokalerne til arrangementer.

Tjek Manons instagramprofil ud her: