Ffood
Ffood på Vesterbro Torv er i mange henseender en overset perle. De er kendte for deres friske sandwich og salater, men også deres juicer er blandt de bedste i Aarhus. Maden er gennemtænkt og velsmagende. Sundt, frisk og hjemmelavet er den korte version af, hvad ffood står for.
Sundt og frisk
Alt på menukort er lavet af friske råvarer, brødet bages hver dag på surdej af den lokale bager. Maden er spændende og nærmest stråler af sundhed med de flotte farver.
Sandwich og salat
Der er 9 sandwich at vælge mellem. Brødet er nybagt. Alle indeholder babyspinat, tomat og hjemmelavet dressing/pesto. Du vælger, om det skal være med gris, kylling, kalkun, skinke, laks, tun eller vegetar med mozzarella, avocado og tomat, og om brødet skal være groft eller rugbrød. De 4 salater er enten med kylling, laks, tun eller grøn salat. Smukke farver og indbydende ser de ud. Smagen er god, og de mætter på den gode og sunde måde.
Juicer i mange varianter
Frisk og nypressede juicer er et hit hos ffood. 7 forskellige almindelige eller green juicer er der at vælge mellem. Æbler er i de fleste juicer, men også ananas, jordbær, blåbær og banan er ingredienser i juicerne. De lidt sundere green juicer består næsten kun af grøntsager som fx. spinat, avocado, lime, æble og agurk. Er du til de lidt tykkere og sødere shakes, så er der her tre at vælge mellem. Kaffen er fra La Cabra Coffee og brygges, mens du venter.
Stemningen
Der er ikke mange siddepladser i caféen. Det er et takeaway sted, hvor man henter sin frokost eller aftensmad på vejen. Betjeningen er nede på jorden, har styr på det og er imødekommende.
Prisniveau
Det er sympatiske priser, de holder sig hos ffood. En sandwich koster 55 kr. og en juice for 45 kr.. Så du kan blive mæt for 100 kr..