Tokyo Kitchen i Tordenskjoldsgade

Tordenskjoldsgade 63, 8200 Aarhus N 29 73 46 74

En par japanske kvinder, der er bosat i Danmark, har i en årrække lavet japansk mad til deres familier. Nu er det aarhusianernes tur til at smage den japanske mad. Takeawaystedet hedder Tokyo Kitchen. Tidligere havde det en placering på Skovgaardsgade ved Godsbanen, men i dag ligger det på Tordenskjoldsgade på Trøjborg. Det er Aika Takahash og Azusa Tsujiuchi, der er tidligere skolelærere i Japan, der står bag. Deres mission er at udbrede kendskabet til japansk mad. 

 

Maden

Mange forbinder nok japansk mad med sushi, men det er ikke, hvad du finder hos Tokyo Kitchen. Menukortet er ikke stort, men spændende og er autentisk japansk. Der er kødretter med kylling, oksekød, svinekød som fx Karaage Don med kylling og enten Teriyakisauce eller forårsløgssauce eller Yakiniku don med grillet oksekød med barbecuesauce. Der er også hjemmelavede Gyoza dumpling med enten stegt eller friteret svinekød eller en vegetarudgave. Den hjemmelavede Taberu Rayu med bl.a. olie med sesam, chili, hvidløg er også værd at prøve.

 

Vegetar og veganer

Til vegetarer og veganere er der flere muligheder heriblandt Tofu Katsu Don, der er pankostegt tofu med japansk grøntsagssauce. Ellers er der Tofu Katsu, der er pankostegt tofu med katsusauce. Der er også tænkt på dem, der ikke spiser gluten. Fx en glutenreduceret Don.

 

Drikkevarer

Drikkevarerne er også japanske. God stil. Her er øl som Asahi, japansk sodavand, ligesom der er økologiske juicer, japansk te samt kaffe.

 

Atmosfæren

De japanske kvinder brænder for maden, og det kan mærkes. Bestillingen sendes på SMS med rettens nummer sammen med afhentningstid og navn. For at skåne miljøet skal du selv medbringe pose, ellers koster det at få din takeaway i en pose. Betjeningen er imødekommende, og selv om du kun er hos Tokyo Kitchen i kort tid, mærker du den gode betjening.

 

Prisniveau

Det er fair priser for mad, der er lavet fra bunden og med kærlighed. En hovedret koster mellem 95 og 130 kr.. De billigste retter er dem uden kød. De hjemmelavede Gyoza koster 65 kr. for 4 stk., og en salat står til 35 kr..

 

LÆS OGSÅ:

Mantü Dumplings i Frederiksgade

 

Senest opdateret: 03/04/2024 11:04