Små konditorkager: Mor Anna har ramt den rent
Det begyndte som et forsøg. Nu er de små konditorkager hos Mor Anna i Mejlgade blevet en kæmpe succes. Og det er ikke svært at forstå, når man først ser dem.
Mor Anna i Latinerkvarteret er nok et af Aarhus’ hyggeligste bagerier. Det lille bageri og konditori i Mejlgade har en helt særlig charme.
Her er ikke meget, der minder om de store bagerikæder. Befriende. Til gengæld er der masser af personlighed, ualmindelig god betjening, godt håndværk og kager, som man har svært ved at gå forbi.
For et stykke tid siden læste jeg, at Mor Anna var begyndt at lave tapaskager. Jeg anede ikke, hvad de mente. Indrømmet.
Da tænkte jeg: Nu må de stoppe. Det kan man da ikke gøre mod den spanske tapas. Jeg slog det hen.
Det skulle jeg ikke have gjort. Det er langt fra første gang, jeg tager fejl.
Mor Anna havde lånt det spanske tapasbegreb og brugt det i en helt anden sammenhæng. Her er ingen oliven, manchego eller tør serranoskinke. Til gengæld er der små, flotte konditorkager.
Fra forsøg til hit
Spørgsmålet var enkelt i sin tid hos Mor Anna. Kunne man sælge konditorkager i små udgaver og lade kunderne vælge mellem flere forskellige?
Det kunne man. I den grad.
Det, der begyndte som en idé, er blevet et eftertragtet produkt for det lille bageri.
Selve tanken er ikke ny. De fleste kender petitfours, de små, fine konditorkager, der ofte serveres til kaffen efter en middag.
Men Mor Anna har gjort noget andet. Bageriet har taget velkendte konditorkager, lavet dem i små udgaver og ladet kunderne selv sammensætte et udvalg.
Hvorfor nøjes med én kage?
Normalt står man hos bageren og skal træffe det svære valg. Skal det være en hindbærsnitte, en fragilité, tarte au citron eller noget med chokolade?
Hos Mor Anna slipper man for den slags problemer. Ellers det kan man, hvis man vil.
Her er der altid mindst 10 forskellige små kager at vælge imellem. Man kan tage lidt af det hele og smage sig gennem udvalget.
Det er her, tapasidéen giver mening. Man vælger flere små serveringer i stedet for én stor. Præcis som med tapas. Bare med kager.
Og så kan man smage langt mere uden at skulle spise tre store kager.
Et farveflor, der næsten er for pænt at spise
Noget af det første, man lægger mærke til, er udseendet.
De små kager er et regulært farveflor. Chokolade, hindbær, nødder, marcipan og fine dekorationer. Der er gjort noget ud af detaljerne. Når kagerne ligger side om side, ser det pokkers godt ud.
Udvalget tæller blandt andet små hindbærsnitter, napoleonshatte, fragilité, kokostoppe, Snickerskage, Passion Pie og små browniehapsere. Kokostoppene og Rocher er bagt uden tilsat gluten.
Det er genkendelige kager. Men i et andet format.
Oplagt til dessert, møder og fester
Tapaskagerne er ikke kun tænkt til eftermiddagskaffen.
De fungerer også som dessert. I stedet for én stor dessert kan man servere et udvalg af små konditorkager, som gæsterne kan smage og dele. Det er nemt.
Det giver variation på bordet. Og det ser mere festligt ud end et enkelt stykke kage på en tallerken.
Også erhvervskunder har taget idéen til sig. De små kager passer godt til møder, receptioner og arrangementer. Her vil gæsterne gerne have lidt sødt uden at skulle sætte sig med tallerken og kagegaffel.
Tapaskager fra Mor Anna finder desuden vej til selskabsserveringer hos flere restauranter i Aarhus.
Hvad koster tapaskagerne?
En enkelt tapaskage koster 18 kr. En æske med 10 valgfrie kager koster 150 kr. Så er prisen nede på 15 kr. pr. kage.
Man kommer godt rundt i udvalget uden at købe en hel kage af hver slags.
Mor Anna har ramt den rent. Det vidnede den lange kø om, da jeg forleden var forbi for at købe 10 små konditorkager.
Praktisk information
Mor Anna
8000 Aarhus C
Tapaskager: 18 kr. pr. stk. eller 10 stk. for 150 kr.
Bestilling: Senest tre dage før via kontakt@moranna.dk, Facebook eller Instagram.




