Utrolig dårlig stole og meget larm hos Plan B

Det kan være et støjhelvede, at gå ud at spise i Aarhus

 

Akustikken på restauranter er i dag et problem for mange gæster. Det er forståeligt, da lyd eller larm spiller en stor rolle i den samlede restaurantoplevelse. Dårlig akustik kan faktisk underminere kvaliteten af selv det mest udsøgte måltid. Der findes restauranter i Aarhus, hvor maden er fremragende, men som jeg personligt undgår på grund af den forfærdelige akustik. Lydniveauet på de aarhusianske restauranter er til tider grotesk højt og det synes stadig at være stigende.

 

Vi er en del, der ofte besøger de aarhusianske restauranter, og her er det primært for to ting: At slappe af og få noget godt mad, samt at nyde selskabet, vi er sammen med. Medmindre det er en forretningsrejse, er formålet med at spise ude ofte at have en god samtale med venner, familie eller forretningspartnere. Der er franske bistroer i byen, hvor man sidder som sild i en tønde, og hvor måltidet bliver noget man vil have overstået hurtigst muligt. 

 

Jo mere støj, jo højere taler folk

Dårlig akustik skaber en ond spiral, hvor gæsterne må hæve stemmen for at overdøve baggrundsstøjen, hvilket igen øger støjniveauet. Hvis der også spilles høj musik, resulterer det i en nærmest uudholdelig lydkulisse.

 

For mig personligt er det svært at nyde et godt måltid, hvis jeg konstant er stresset af højt støjniveau. Det føles som om, at mine smagsløg ikke fungerer optimalt, selvom det reelt er min stressede hjerne, der sætter en stopper for nydelsen.

 

På trods af de mange succeser inden for den aarhusianske gastronomiske scene, er akustikken stadig en voldsom stor udfordring. Min egen analyse af restauranter, jeg har anmeldt de seneste år, viser en tankevækkende lang liste med dårlig akustik, med kun få positive undtagelser.

 

De bedste klarer sig bedst

Interessant nok har restauranter i gourmet-klassen ofte bedre akustik, hvilket sandsynligvis skyldes større økonomiske ressourcer. God akustik er ofte en usynlig kvalitet, der ikke får samme opmærksomhed som indretning og kunst på væggene. Det er muligt, at restauratører ville prioritere akustik højere, hvis de selv oplevede deres restauranter som gæster mere ofte. Dette ville utvivlsomt forbedre akustikken på tværs af byens spisesteder, så vi alle kan nyde vores mad i mere rolige omgivelser.

 

LÆS OGSÅ:

Så er det slut med de velkendte kontrolrapporter – de nye er ankommet