Af Jan Lind Pedersen,

Facaden på Delizioso i Åbyhøj med rødt skilt

Åbyhøj er en hyggelig by, som på mange måder har lidt af hvert. Og dog. Efter Patrice solgte sin restaurant, har det stået sløjt til i bydelen.

Hvor kan man egentlig spise god mad og drikke et glas vin eller en øl til?

Ud over Guldtoppen er den eneste reelle mulighed i postnummer 8230 Delizioso på Silkeborgvej. Men det er faktisk også en udmærket mulighed. Det er en lille italiensk restaurant med fornuftige priser og mere eller mindre vellykket italiensk mad. Her er godt 20 siddepladser. 

Regningen var for fem spisende personer.

Den lokale signatur

Vi valgte en Pizza Åbyhøj, som måske var deres signaturpizza. Det skulle vi aldrig have gjort. Den var blandt de dårligste pizzaer, jeg nogensinde har smagt. Bunden var våd i midten. Eller rettere sagt: helt gennemblødt. Det var virkelig tankevækkende at få sådan en ringe pizza på en italiensk restaurant.

Vi valgte en Pizza Åbyhøj, som måske var deres signaturpizza.

Hvordan det overhovedet kan lade sig gøre med italienske kokke i køkkenet, er en gåde. Vi spiste kun lidt af den. Det var, som om alt gik galt.

En glutenfri

Delizioso har de senere år slået sig op på glutenfri pizza. Alle kan, så vidt jeg kunne se, fås både med og uden gluten. Pizza Salsiccia med rødløg var valget. Godt med ost, men ikke voldsomt med kød.

Glutenfri pizza salsiccia med rødløg hos Delizioso i Åbyhøj

Her var bunden sprød. Meget. Tankerne gik straks til Sverige. Til deres knækbrød. Bunden var ikke våd. Den var tør. Skorpen var alt for sprød. Alt for tør. Vi spiste kun lidt. Resten gik retur.

Pasta Deliziosa

Dagens bedste oplevelse var deres pasta. Den smagte godt og var perfekt tilberedt.

Det var pasta penne med kalvefilet, portobellosvampe, løg, pancetta, oregano og tomatflødesovs. En klar pleaser, og den smagte rigtig godt. Ikke spicy. Kalvefileten var fin mør, men det lå inden for skiven. Helt igennem en signaturret. 

Spaghetti med svampe og kød i tomatflødesovs hos Delizioso

Spaghetti della casa

Med kogt skinke, portobellosvampe, løg, pancetta og tomatflødesovs stod der på menukortet. I og for sig en fin ret, men flødesaucen var tynd som vand og smagte ikke af ret meget. Det var vel ikke meningen?

Pastaen var al dente. Brødet til retten kom direkte fra ovnen og var flot bagt. Men det var på ingen måde en stor ret.

Spaghetti med pancetta og revet parmesan hos Delizioso i Åbyhøj

Betjeningen

Her taler man italiensk eller engelsk. Dansk bruges ikke, hvilket gav problemer for et par af gæsterne. De havde travlt og virkede stressede. Flere gik op til disken, stod i kø og bestilte selv. Deres takeaway er populært omkring aftenstid.

Jeg ved heller ikke helt, hvad man kan forvente her. De skriver selv, at det er en restaurant og spisestue, men sådan virkede det ikke. Slet ikke.

Hvis der var tid, gik de rundt til bordene og tog imod bestillinger.

Kunder ved disken hos Delizioso i Åbyhøj

Et rend af Wolt-bude

De havde rygende travlt. Fuldt hus, takeaway til kunder, plus Wolt-bude med styrthjelme og store rygsække.

Jeg er med på, at man ikke kan undgå Wolt-bude i dag. Men det er ikke særlig charmerende at have dem så tæt på, når man spiser. Det var kun en heldig og hurtig reaktion, der gjorde, at jeg ikke fik en firkantet rygsæk i hovedet.

At drive sådan en hyggelig lille autentisk restaurant og samtidig være på Wolt i rush hour er ikke charmerende. Maden og stemningen var alt for god til, at de behøvede at have en kø af Wolt-bude stående foran os.

Wolt-bud med hjelm ved disken hos Delizioso i Åbyhøj

Tapas på italiensk

Vi bestilte tapas til to personer. Ja, tapas er jo egentlig spansk. Men det laver de altså også hos Delizioso. Hvorfor ikke?

På fadet var der italiensk lufttørret skinke, stærk salami, mortadella eller bresaola, gorgonzola, taleggio, parmesan, provolone, pesto, honning, cherrytomater, aubergine, peberfrugt og oliven. Et helt lille landkort over Italien.

Italiensk tapas med pålæg, oste og oliven hos Delizioso i Åbyhøj

Prisen var 290 kr. for to personer. Det er en lav pris. Og der er selvfølgelig grænser for, hvad man kan forvente til den slags penge. Men der var rigeligt med mad. Meget af det var ikke ligefrem hjemmelavet, og pølserne var lidt for mainstream.

Tapas med skinke, grillede grøntsager og rucola hos Delizioso

Til gengæld smagte det ganske udmærket. Og til prisen? Et godt køb.

Brød direkte fra ovnen hos Delizioso i Åbyhøj

De kom deres friskbagte små brød. Lune og lækre.

Glas rødvin på bordet hos Delizioso i Åbyhøj

 

Vores vurdering
  • Deres Pasta Deliziosa får en af de store anbefalinger med på vejen. En stor portion, som viser køkkenet godt kan. 
  • Vores Pizza Åbyhøj var ikke god. Våd som en karklud og overfyldt med toppings. Måske deres signatur. Det skulle vi aldrig have valgt. Den var blandt de dårligste pizzaer, jeg har smagt. Tankevækkende.
  • Hvis I vil være restaurant, så drop Wolt omkring spisetid. Eller i det mindste, når restauranten er fuld. Wolt-bude sammen med spisende gæster trækker intet op. Det er i min verden lavstatus.
  • God italiensk bordvin og store glas til prisen. Italienske øl og sodavand er klart et plus.
  • Glassene var ikke rene, så vi måtte bytte glas hele to gange. Både øl- og vandglas var beskidte.

 

Lidt synd for Åbyhøj. Nu har de endelig fået en restaurant hvor man kan købe alkohol til sin mad, og så er den under middel. De har potentiale til at gøre det bedre. Det er jeg ikke i tvivl om.

De har fået en chance til, efter vi besøgte dem første gang. Maden var lidt bedre, men Wolt-budene var ikke blevet færre.

 

Delikatesseafdeling med køleskab og hylder hos Delizioso

Bagværk på disken og spisestuen hos Delizioso i Åbyhøj

Birra Messina og glas øl hos Delizioso i Åbyhøj

Peroni og glas rødvin hos Delizioso i Åbyhøj

Montre med oste og italienske delikatesser hos Delizioso

Spisestuen med borde hos Delizioso i Åbyhøj

Peroni og glas rødvin hos Delizioso i Åbyhøj

 


Delizioso

  I Åbyhøj, nærmere bestemt på Silkeborgvej, skråt overfor Netto ligger en lille italiener. Dem er der flere af i Åbyhøj, og fællesnævneren er, at de har en passion for det, de laver og sætter en ære i at lave noget autentisk italiensk mad. Er du laktoseintolerant eller glutenallergike så er…
Senest opdateret: 06/09/2026 01:09