Af Jan L. Pedersen,

SchweizerBageriet i Aarhus set udefra

Ud over godt brød og forrygende gode kager får man her noget af den bedste betjening i Aarhus. Personalet er altid glade, effektive og behagelige.

SchweizerBageriet har også en lille sandwichbar i hjørnet af butikken. Den er især populær omkring frokosttid, men ikke kun dér.

Hurtig ekspedition

Sandwichene er mere eller mindre frisksmurte. Inden frokost laver de nogle på forhånd, fordi der kan være rigtig travlt. Det betyder, at man undgår unødig ventetid.

Det er både sympatisk og fedt, at man ikke skal vente længere end højst nødvendigt.

Det blev til 6 sandwich 

Anmeldelsen her var til en frokost. Seks sandwiches i alt. To af dem var med kylling og bacon, men i forskelligt brød. Et tilfælde. Hvis vi havde smagt dem på forhånd, havde en være mere end rigelig. 

Den med salami

Sandwich med fennikelsalami, pesto, chilimayo, salat, marinerede rødløg, soltørrede tomater og revet ost (Gammel Knas) i en bolle.

Sandwichen var let at spise og smattede ikke ud, som flere af de andre gjorde. Fennikelsalamien var mild i smagen og ikke gennemtrængende. Desværre. Der var ikke meget fyld i forhold til, hvor meget brød der var.

Sandwichen smagte mest af chilimayo. Der var frisk og sprød salat i bunden. Når man fik lidt soltørret tomat eller marineret rødløg, gav det lidt mere og god smag.

Den spanske sandwich

Serranoskinke, mozzarella, soltørrede tomater, salat og pesto. Den gode grovbolle havde godt med gods i sig. Den holdt godt på fyldet. Her var der godt med serranoskinke i. Der var ikke sparet på den.

Sandwichen var velafstemt og havde en fin smag. Dagens bedste.

Sandwich med tør varmrøget laks

Laksen så meget indbydende ud. Det skal den have. De soltørrede tomater var overraskende gode her. Umiddelbart tog de opmærksomheden, og de var så gode, at de med fordel kunne bruges i alle former for sandwich.

Der var ikke sparet på laksen. De er ikke nærige. Problemet var, at den var for tør og smagte ikke specielt godt. Når så meget fisk er så tør, føles det ikke rart i munden. Vi tog halvdelen ud og tilsatte noget cremefraichedressing og så gik det bedre. Men god var den ikke. 

Der var soltørrede tomater, salat og urtecreme, men slet ikke nok til at matche den kæmpe omgang laks.

Iskold skiveskåret kylling

Sandwichen er fyldt med skiveskåret kylling, kold, blød bacon, salat, syltede rødløg og karrymayo.

Når man bruger iskold, vandet og skiveskåret kylling i en sandwich, rammer man den laveste fællesnævner. Ud over det var der ganske enkelt ikke meget smag i den. Den var fersk og uden salt eller anden krydring. Der var dog nok kylling i. 

At der var gummiagtig bacon i, løftede heller ikke noget. Tværtimod.

En fed omgang

Umiddelbart ser vi ikke ofte sandwich med hønsesalat. Men SchweizerBageriet havde en i disken. Den nappede vi for nysgerrighedens skyld. Hønsesalaten var meget fed og mayonnaisepræget i smagen, og vi fandt da lidt kylling i den. Men ikke meget. Den var ikke hjemmelavet. Igen var baconen i den gummiagtige afdeling. Den sandwich kunne jeg godt have været foruden.

Brødet var en vinder

Brødet var godt. Friskbagt og sprødt på den gode og blide måde. Tyngden i brødet var perfekt, og det gjaldt alle tre. Rigtig godt brød, som fortjener godt indhold. Selvom brødet er godt, kan det ikke stå alene.

Den sidste var med deres flutes, som de selv kalder det. Igen kylling og bacon og meget lig den første. Igen ikke noget at skrive hjem om. 

Priserne er lave

Alt, som ikke er bake off, betaler jeg gerne en højere pris for. Priserne er lave, da sandwichene er store og mætter godt. Hvis vi måler sandwichene op mod prisen, er det faktisk fint. Men heller ikke mere end det. Fyldet skuffede jo, men jeg synes prisen på 65 kr. for en sandwich er en god pris. Men vil jeg hellere betalt 80 kr. med bedre og mere velsmagende fyld i. 

God betjening kan redde “næsten” alt

Her var en god, sød og smilende betjening. Den kan jeg ikke rose nok. Jeg har altid fået en udsøgt betjening hos SchweizerBageriet. Også den dag. Men den søde og flinke dame kan ikke redde deres sandwich. Desværre.

 

Vores vurdering
  • Synes man, at brødet er det vigtigste i en sandwich, vinder samtlige sandwich her. Rigtig godt brød og måske noget af det bedste sandwichbrød i Aarhus.
  • Hvis man tilhører dem, som synes, at fyldet betyder mere end brødet, så dumper SchweizerBageriet med et brag.
  • At man bruger en industrifremstillet hønsesalat med tankevækkende lidt kylling i, tæller det ned. Den går ikke her. At den så tilmed var for fed i smagen, tæller heller ikke op. Det er en ommer.
  • God, sød og smilende betjening. Den kan jeg ikke rose nok for. Jeg har altid fået en udsøgt betjening hos SchweizerBageriet.
  • At bruge salat, der ikke er frisk, er ikke et godt tegn. Det fik vi i to af vores sandwich. Det tæller også ned.

 

At byens hæderkronede bageri kaster sig ud i at lave sandwich, giver god mening. Men niveauet er langt fra det, de holder på alt andet, de laver. Hvorfor de vælger at lave mainstreamsandwich, forstår jeg ikke.

Lad os håbe, at de venlige og ret dygtige folk hos SchweizerBageriet vil tænke lidt over, om det kunne give mening at gøre sig mere umage med fyldet i deres sandwich. Der er ingen tvivl om, at deres brød fortjener det.

Det var på ingen måde dårlige sandwich, og hvis vi havde købt dem på en moderne tankstation ved motorvejen til den pris, havde vi tænkt: Det var da fint nok. Men hos Aarhus’ hæderkronede bager går det ikke.

Som livslang kunde må jeg sige, at de bare ikke var på det niveau, som alt andet hos Aarhus’ stolte gamle bageri i M. P. Bruuns Gade.

 


SchweizerBageriet

  En af byens store bagere, SchweizerBageriet, ligger i M.P. Bruuns Gade. Det er en privatejet virksomhed uden en stor kapitalfond i ryggen. Her finder du et af byens største udvalg af brød bagt i eget bageri, Aarhus’ ældste bageri. De sætter en ære i at lave brød af høj kvalitet, hvor bagerh…
Senest opdateret: 18/04/2026 03:04