Café FolkeVen

Thorvaldsensgade 17 kld, 8000 Aarhus +45 22 85 80 04

Café FolkeVen er lidt overset med dens placering på Thorvaldsensgade, men ikke desto mindre er caféen bestemt et besøg værd. Du kan nyde mad og drikke i den hyggelige og cool café eller tage det med dig. 

 

Maden

Udvalget hos Café FolkeVen er relativt enkelt. Det er cafémad, der tilbydes her. Alt er lavet af friske råvarer og til rimelige priser. Du finder desuden et fint udvalg af glutenfri og laktosefri produkter. 

 

Morgenmaden serveres hele dagen. Her er chiagrød med skyr, bærkompot, peanut og ristet müsli, hjemmebagt bolle med tilbehør som smør, ost, skinke og evt. marmelade og Nutella eller croissanter.

 

Sandwich

Der er seks sandwiches at vælge mellem. De er alle med spidskål, spinat, persillepesto og syltede rødløg. Du kan vælge mellem kylling, rosastegt okse, varmrøget laks, spicy tun, stegt svin eller en vegetar-/veganerudgave. 

 

Flotte salater

De farvestrålende salater består af en blanding af årstidens grønt, stegte, søde kartofler, æbler og syltede løg. De serveres med persillepesto og sprøde brød. Derudover er indholdet det samme som i sandwichene. 

 

Den varme gryde

Der er også altid en varm gryde. Det kan være gryden med krydret tomatsovs med selleri, stegte svampe, gulerod og løg. Den serveres med brød, ris og persillepesto, og så kan du vælge mellem kylling, oksekød, svinekød eller søde kartofler.

 

Til den søde tand

Udvalget består her af trøfler med chokolade og lækker knas, oreo, der er glutenfrie hjemmebagte kakaokager med vanilje-smørcreme eller to forskellige brownies.

 

Drikkevarer

Der er et pænt udvalg af varme og kolde drikke. Kaffe i forskellige varianter samt te. Der er også vegansk og helt naturligt og Co2 venligt fremstillet Wostock.

 

Stemningen

Café FolkeVen er en rå og lille hyggelig lokal cafe, der er hyppigt brugt af Aarhus’ unge studerende. Det er ikke et sjældent syn, at folk sidder med deres computere fremme og arbejder, imens de nyder caféens mad og drikke. Her sidder man på bænke, men der er puder til at gøre det behageligt.  

 

Prisniveau

Priserne kan man ikke sige noget til. De er rimelige. Morgenmaden koster fra 20 til 35 kr., sandwich har en enhedspris på 55 kr., mens en lille salat står til 58 kr. og en stor koster 72 kr..

Søger du en bestemt café i Aarhus, så tjek oversigten her:

 

 

Senest opdateret: 29/09/2022 03:09