Espresso House i Bruuns Galleri
I stueetagen hos Bruuns Galleri i M.P. Bruuns Gade ligger Espresso House. Her kommer indkøbsgæster forbi for at snuppe en hurtig kaffe til at tage med på vejen, eller tager plads i caféen og snupper også en bid brød. Espresso House er en kaffebarkæde med over 400 coffee shops fordelt i fem lande; Sverige, Norge, Finland, Tyskland og Danmark.
Maden
Kaffebaren har deres eget bageri, Espresso House Bakery. Herfra kommer brød og kager, som sælges i caféen. Ud over det er der flere sandwich til den store eller lille sult, ligesom chokoladeboller og croissanter også er en mulighed.
Morgenmad
Er du tidligt på farten, er der tre morgenmadsmenuer. Den hurtige består af en croissant eller scone med to tilbehør og en drik. Den populære er med rugbrød eller fyldt croissant samt en drik, og Den varme består af en bagel og en drik.
Drikkevarer
Som navnet antyder, går Espresso House op i kaffe, og at give gæsterne en god kaffeoplevelse. Kaffen er håndbrygget og fås i flere varianter som stærk espresso, caffe latte eller en cremet cappuccino. Men der er også andet end kaffe. Vælg en chailatte eller te. Den mørke chokolade brygget på chokolade fra belgiske Callebaut er et hit, og af kolde drikke er Frappino med din yndlingssmag eller en forfriskende iste en mulighed. Der er også sodavand og vand.
Atmosfæren
Espresso House fylder noget i Bruuns Galleri. Her er 50 siddepladser. Man bestiller ved disken, venter på sin kaffe og mad for enden af disken og tager den med sig på vejen eller hen til et bord. Her sidder du midt i centret og kan følge med i de mange kunder, der har travlt med at handle. Betjeningen har styr på kaffen og er uddannede baristaer. De tager sig tid til at betjene gæsterne, hvilket sker med venlighed.
Prisniveau
Det er moderate priser hos Espresso House. Morgenmenuerne går fra 61 til 74 kr.. Snurrer koster 29 kr., og croissanter står til 32 kr.. For en vegansk foccacia med grillet peberfrugt og trøffel sammen med en mocha latte er prisen 100 kr..