Fairbar

Klostertorvet 6, 8000 Aarhus C 31 68 44 66

Fairbar er en non-profit café beliggende på Klostertorvet. Caféen har eksisteret siden 2008, hvor den lå på Nørre Alle. Det er KFUM og KFUK, der står bag, og frivillige betjener gæsterne i baren. På Fairbar kommer alle typer af mennesker i forskellige aldersgrupper. Her er hyggeligt, gode øl og stemningsfuldt. Baren har åbent mandag til lørdag. 

 

Specialøl 

På Fairbar går de op i øl. Det ses på det store udvalg af specialøl. Der er 10 haner, der løbende skiftes ud. I fokus er lokale danske mikrobryggerier, gode råvarer og økologi. Skiltene i baren informerer om øllene, procenter og priser, ligesom du må smage øllene, inden du vælger. Vil du prøve lidt forskelligt, skal du gå efter planken med fire små øl og peanuts. 

 

Vin og sjusser

Der er også lidt vin og bobler samt sjusser som Blackberry Tom Collins, Espresso Martini og Aperol Spritz. Af varme drikke er der diverse kaffe og te. Kolde sodavand kan også købes. Skal der lidt snacks til, er der nachos, hjemmelavede chips og peanuts.

 

Events

På Fairbar har de over 200 gratis events om året. Nogle er tilbagevendende som fællessang, mens andre af og til popper op. Det kan være romsmagning, filmaften, Disney-karaoke, debataftener, quiz og stand-up.

 

Atmosfæren hos Fairbar

Det er super hyggeligt hos Fairbar. Stemningen er nede på jorden, og der er en ro på stedet. Ved de store vinduer ud mod Klostertorv er der bløde møbler. Ellers er det farverige stole, der står ved træbordene. Ved bordene spilles diverse brætspil eller hygges over en god øl. Personalet, som alle er frivillige, er venlige og vil gerne give gæsterne en god oplevelse. 

 

 

Prisniveau

Det er fair priser, de kører med hos Fairbar. En lille fadøl går fra 25 kr. til 60 kr., og de store går op til 80 kr.. En sjus står til 60-70 kr., mens en kop filterkaffe kan købes til 20 kr.. Overskuddet fra baren går til vores aktuelle støtteprojekt Y-Glocal, som er et internationalt samarbejde mellem YMCA i Cameroun, Sydafrika og KFUM og KFUK i Danmark. God stil!

LÆS OGSÅ:
Senest opdateret: 05/10/2023 08:10