VinDanmark
Åbningstider
- Lukket •Åbent 14:00 - 22:30
- Søndag• Lukket
- Mandag• Lukket
- Tirsdag• Lukket
- Onsdag• 16:00 - 22:30
- Torsdag• 16:00 - 22:30
- Fredag• 14:00 - 22:30
VinDanmark er en velrenommeret vinhandel, men også en vin- og tapasbar med misundelsesværdig lokation på Kystpromenaden. Idéen er, at man kan sidde og nyde et dejligt glas vin og en tapasanretning med udsigt ud over lystbådehavnen.
Maden
Menukortet er ikke stort. Der er snacks som mandler, oliven og chips eller croque med Comté, serrano og hjemmesyltede rødløg. Er det en større sult, skal du gå efter en af de to tapasanretninger.
Tapas
Den spanske tapas består af serranoskinke, chorizopølse, andepaté med madagascarpeber, schweizisk emmentaler, dansk Ulvedal-Tørskind med krystaller, fransk Tomme De Savoie, røget brie, græske oliven, salte mandler og hjemmelavet tomattapenade. Er du mere til fisk, er fisketapassen med portugisisk fortegn sagen. Her er økologisk tun i kokosolie med druer og rosmarin, grillet saltet torsk med strejf af hvidløg og 1. klasses sardiner i olivenolie. Begge tapas serveres med stenovnsbagt brød.
Selvbetjening af vine
Vin og bobler kan købes på flaske, og ellers er der selvbetjeningsbaren, hvor du smager på vinen, inden du vælger. Du hælder selv op til den markerede streg, og tager glasset med dig ned til bordet. Udvalget af vine er stort, så du skal nok finde en vin, der passer dig. Vinene skiftes hyppigt ud.
Hele flasker vin eller øl
Udover vinbaren er der et bredt udvalg af hele flasker af egen import. Sortimentet er baseret på små producenter og mindre vinområder. Selvom det er en vinbar, vi har med at gøre, er der også et udvalg af øl fra Humleland samt sodavand. Af og til er der også cocktails.
Stemningen
Der er god stemning. Uhøjtideligt og afslappende. Indenfor i vinbutikken er rustikt og uformelt. Pladeafspilleren sørger for musikken, hvis ikke der er livemusik. Det lækre område ved havnen og glæden ved at kunne nyde solens stråler til langt ud på aftenen, gør vinbaren ekstra attraktiv. Der er mange mennesker samlet, og de forbipasserende på Kystpromenaden fristes ofte til at tage plads ved et af bordbænkesættene for at nyde et glas vin.
Prisniveau
Absolut flot tapas- og vinudvalg til prisen, og det kan anbefales. Tapas koster 199 kr., og der er nok til to personer. Selvbetjeningskonceptet, og at VinDanmark selv importerer vinene, betyder, at prisen kan holdes nede. Du betaler 60 kr. for et glas vin og 45 kr. for bobler.
LÆS OGSÅ:
Den Fede Drue på toppen af Nicolinehus