Spist & Set: Mleko på lærredet i dokumentaren FRIHEDEN
Læs madanmeldelsenMleko på lærredet. På en tirsdag aften havde den østeuropæiske madbar fuldt hus til et sneak peak af dokumentaren FRIHEDEN. En dokumentar om Mleko og folkene bag, lavet af Line Berg under den uafhængige dokumentarfilmskole, DokTrin.
Den 22 minutter lange film viste alt fra spas i køkkenet med en bunke levende flodkrebs til klip fra udsolgte Boiler Room-events og interviews med ejerne i en hytte i ingenmandsland.
Det siger alt, da medejer Martin Frydstrup blotlægger, at de har et grundlæggende problem med ikke at tage sig selv alvorligt. Det kan vi som by være taknemmelige for. For ellers havde vi aldrig haft Bardok, Mleko og, lige om lidt, Brian.
Mest bemærkelsesværdige er sekvenserne med køkkenchef Simon Kanstrup, som efter forsøg med både tømmergerning og fine dining fandt sit hjem i den skramlede bistro på Vester Allé. Det er en fornøjelse at få indblik i dynamikken mellem den tatoverede kok og stedets ukrainske personale, og selvom klippene er korte, mærker man selve essensen af Mleko Bar.
Line Berg lægger ikke skjul på, at det er et privilegie at få lov at følge Mleko-folket. Hun fortsætter gerne længe endnu og håber på at lave en egentlig serie. For hende handler begejstringen om at sætte fokus på interessante grupper og dem, der gør noget helt andet end følge strømmen.
Havde hun fulgt en pastabar, havde det næppe heller været samme rå og interessante udtryk.
Efter at have set den korte appetizer kan man kun håbe på meget mere. Filmen er ikke tilgængelig online, men for nysgerrige sjæle kan DokTrin måske hjælpe. De kan kontaktes på kontakt@dokumentarfilmskolen.
Ellers må vi glæde os til, at der forhåbentlig kommer en færdig serie.
Til visningen var der fadøl, popcorn og Klarsyn-vodka, og efterfølgende diskede køkkenet op med dumplings. Dels de velkendte kartoffeldumplings fra NorthSide med hvidløg og fed creme fraiche. Og dels en mindre variant af dumplings med hakket lammekød og dild i syrlig sauce.
Begge varianter var frisklavede, håndgjorte og med en nydeligt tynd dejskorpe, der var kogt med let sejhed og velkrydret med både salt og korporlige mængde hvidløg.
Normalprisen lyder 95 kr. for en tallerken, og det er der intet at sige til, håndværket og den gode smag taget i betragtning. Og så mætter de hyggelige små dejboller langt mere, end man skulle tro.
Vi supplerede med forskellige slags sylt, og her toppede lyserødt hvidkål skalaen med en umanerligt lækker, næsten fermenteret smag. Også agurkepickles og syltede tomater gjorde god figur.
For den rene nysgerrighed bestilte vi også manti-dumplings med hokkaidogræskar, sumak og varme krydderier og en tallerken af sæsonens sidste grønne bønner og tomater med bagt hvidløg.
Mleko skilter ikke med det, men grøntsagerne er af lokalt ophav og høj kvalitet. Det er man heller ikke i tvivl om, når man sætter tænderne i en spændstig, frisk bønne.














